Skip to main content

Frivilligheden sætter dagsorden for vigtig debat om sundhed

Åbningstale fra Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal

Som formand for Frivilligcenteret i Rudersdal, er jeg særdeles glad for at kunne åbne dette møde om ulighed i sundhed – med særlig fokus på psykiatrien.

Igen er det frivilligheden i hele 21 foreninger og institutioner, der står bag dette debatmøde.

Det viser, at frivilligheden er med til at sætte dagsordenen.

Det viser også, at frivilligheden fungerer som social vagthund for civilsamfundet. Det er med til at påpege både rettigheder og pligter.

Kløften er blevet større

Uligheden i sundhed er desværre stigende i Danmark.

Kløften mellem de bedst og de dårligst stillede borgere bliver større og større.

De dårligst stillede borgere har større risiko for sygdomme, ligesom de lever ti år kortere end de økonomisk og uddannelsesmæssigt mest velfunderede.

Det er dog ikke kun uddannelse og indkomst der spiller en rolle. Vi ved at køn, boligforhold, levevilkår, kultur og etnicitet OGSÅ spiller en rolle for uligheden i sundhedstilstanden.

Det som ikke så mange ved, er, at de samme sociale, kulturelle og indkomstmæssige faktorer spiller en afgørende rolle for både behandlingen og udsigterne til helbredelse.

Udsatte borgere i sundhedsvæsnet

Flere undersøgelser viser, at socialt udsatte borgere oplever en indirekte og strukturel diskrimination i deres møde med sygehusvæsenet.

Det er en kendsgerning at patientens ressourcer og forudsætninger for at begå̊ sig i sundhedsvæsenet spiller en stor rolle for, hvilket udbytte den enkelte får i mødet med sundhedsvæsenet.

I en undersøgelse som Lægeforeningen har foretaget, svarer næsten 60 procent af de adspurgte sygehuslæger, at patienter med lav sundhedskompetence ville få mere nytte af behandlingen, hvis tilbuddene blev tilrettelagt på en anden måde.

Til politikerne vil jeg sige, at sundhedsvæsenets organisering er afgørende for resultatet af behandlingen. Her spiller blandt andet ventetider, kapacitet og brugerbetaling en rolle.

Det bliver interessant at høre hvad de går og tænker om uligheden i sundhedsbehandlingen.

På programmet I denne tidlige aften har vi samlet en panelrække af videnspersoner:

Professor Merete Nordentoft vil berøre mulighederne for at udvikle forebyggelse, tidlig indsats, bedre behandling og samspil med pårørende.

Læge og seniorforsker Susanne Oksbjerg Dalton, vil fortælle om, at uligheden allerede begynder, før vi bliver født. Den vokser gennem livet og følger os, til vi dør.

Vi skal i denne tidlige aftenstund også høre personlige historier om oplevet ulighed. Hvornår er det svært, og ikke mindst hvad der kan gøres bedre.

Når vi har hørt om disse beretninger, har vi samlet en række repræsentanter fra de politiske partier i Rudersdal. De vil komme med deres bud på, hvordan vi kan arbejde for større lighed i sundhed for mennesker med psykiske lidelser og dobbeltdiagnoser.

Det hele vil blive holdt sammen af Merete Elleboe, formand for SIND Rudersdal, der vil være aftenens ordstyrer, og bringe os beriget igennem dette møde.

Sundhed Debatmøde Preben Etwill Atikel Nyhed

 


Antal visninger 2269