Skip to main content

Fotoreportage: ”Man føler sig aldrig ensom her.”

I Gl. Holte Boligselskabs afdeling Holtegårds Jorder har et samarbejde med kommunens frivilligcenter skabt grobund for nye venskaber og større tryghed blandt beboerne. Beboermagasinet var med til onsdagshygge og vi har fået tilladelse til at bringe artiklen og billederne.
Tekst: Nina Ulrich Østergaard, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Foto: Roar Paaske

Hvem? Seniorer i Holtegårds Jorder, Gl. Holte Boligselskab, Holte
Hvad? Seniorfællesskab arrangeret i samarbejde med Frivilligcenter Rudersdal

Fotoreportage Holte Boligselskabs 1 Artikel Nyhed 2

Fotoreportage_Holte-Boligselskabs-2_Artikel_Nyhed.jpg

Linda Jacobsen er Holtegårds Jorders utrættelige ildsjæl og sociale primus motor. Hun står for at indkalde til arrangementerne og gøre klar i fælleshuset. Som tidligere sygeplejerske ved hun, hvor vigtigt fællesskabet er for os mennesker:
”Vi er primært ældre beboere i afdelingen, og man skal visiteres hertil af kommunen. Det betyder, at man enten selv skal være plejekrævende eller have en ægtefælle eller et barn, der er. Enkelte bor her også af psykiske årsager.
Der er flere beboere, der har en ægtefælle på plejehjem, og de har brug for det ekstra fællesskab her. Der er kommet en enorm omsorg blandt beboerne, siden vi startede vores arrangementer op.
Nu er arrangementerne blevet en tradition hos os. Søndag formiddag klokken 11 er vi her i fælleshuset, ligesom vi har kaffehygge den første onsdag i måneden. Det hører med i hverdagen, ligesom at man går ned til bageren. Man kommer bare og behøver ikke melde sig til eller melde afbud. Det er lidt som lokalsamfundet fra de gamle dage, der er kommet tilbage.”

Fotoreportage_Holte-Boligselskabs-3_Artikel_Nyhed.jpg

Om onsdagen er der ikke andet på programmet end kaffe, kage og hygge – og måske et glas vin eller to. Men beboerne afholder også kreative værksteder, strikkeklub, foredrag med folk udefra, julefrokost og meget andet, efter seniorfællesskabet startede op. På ønskelisten står loppemarked, når vejret bliver lunere, og en sommerfest, når der til sommer er blevet indkøbt nye havemøbler for de penge, som beboerne har sparet sammen.

Fotoreportage Holte Boligselskabs 4 Artikel Nyhed

Fotoreportage Holte Boligselskabs 5 Artikel Nyhed

Fotoreportage Holte Boligselskabs 6 Artikel Nyhed

Fotoreportage Holte Boligselskabs 7 Artikel Nyhed

Fotoreportage Holte Boligselskabs 9 Artikel Nyhed

I dag er der mødt 20 beboere op, flest kvinder – ”for mændene dør som fluer, det er det sædvanlige problem”, siger Finn, der er gift med Gitte. Det er også kvinderne, der fortæller de frækkeste historier, forsikrer han.
Finn og Gitte er med, hver gang seniorfællesskabet mødes. ”Før kendte man ikke rigtig hinanden her i afdelingen, men det er helt anderledes i dag. Vi kigger lidt til hinanden nu, så hvis man ikke har set en i et par dage, går man lige over og banker på. Vi har masser af venner her, og vi skal aldrig væk herfra.”
Over for sidder Jonna og Bente, der nikker. ”Vi er den hårde kerne, der er her hver gang og har faste pladser,” fortæller de, der også er begyndt at se hinanden privat som veninder: ”Vi snakker om alt og ingenting, nogle gange strikker vi. Man føler sig aldrig ensom.”
”Før var der slet ikke det sammenhold, vi har i dag. Enhver passede sit. Nu er der en tydelig forskel. Man føler sig mere tryg. Jeg har aldrig været så glad for at bo et sted, som jeg er her – og jeg har boet mange steder.”

Fotoreportage Holte Boligselskabs 10 Artikel Nyhed

Seniorfællesskabet er opstået som et samarbejde mellem Gl. Holte Boligselskab og det lokale frivilligcenter, Frivilligcenter Rudersdal, der ligger lige over for boligafdelingen Holtegårds Jorder.
Anette (t.h.): ”Vi startede op i januar 2020, lige inden corona. Jeg var blevet ansat til at lave sociale seniorfællesskaber i kommunen i samarbejde med boligselskaberne. Jeg har tidligere lavet noget lignende med aktivitetscentre, men jeg tænkte, hvad med dem, der bor i en almen bolig, som ikke nødvendigvis har et aktivitetscenter i nærheden? De har jo ovenikøbet fælleshuse, hvor man kunne gøre noget. Så jeg søgte penge hos Sundhedsstyrelsen i første omgang til at lave et projekt. Efterfølgende har vi fået midler fra Trygfonden til at fortsætte.
Jeg begyndte at undersøge boligselskaber i Rudersdal Kommune, og så snakkede jeg med en, som sagde, at jeg skulle prøve ældreboligerne ovre på den anden side af vejen. ’Det er Linda, du skal have fat i,’ lød det med det samme.”
Linda (t.v.): ”Og jeg er også gerne behjælpelig med at starte noget op andre steder.”
Anette: ”I starten var jeg med til alle arrangementerne, men stort set ikke længere, for I kan jo selv nu. Beboerne her er så aktive, og derfor tror jeg, at det er blevet forankret hurtigt.”
Linda: ”Vi er selvkørende! Men beboerne spørger ofte efter dig.”
Anette: ”Og så kommer jeg selvfølgelig lige over og siger hej. Da jeg stoppede med at komme fast, fik jeg blomster og chokolade og det sødeste kort fra ’onsdagsvennerne’. Selvfølgelig vil jeg besøge mine onsdagsvenner.”

Frivilligcenter Rudersdal har pt. også seniorfællesskaber i samarbejde med Boligselskabet Birkebo og Søllerød almene Boligselskab.

Se opsætningen i Beboermagasinet der udkommer i hele landet her 


Antal visninger 1246