Skip to main content

Klimabevægelsen mobiliserer

Vi skal være flere om mere, når det gælder grøn omstilling. Klimabevægelsen Rudersdal mobiliserer, fordi det rykker mere når lokale fællesskaber handler for klimaet, spiser grønt, kører sammen, bygger læhegn og smitter hinanden med ny klimavenlig livsform.

Vi skal være flere om mere, når det gælder den grønne omstilling. Det var baggrunden for at Klimabevægelsen i Rudersdal inviterede til temadag for nøglemedarbejdere fra Rudersdal Kommune, Biblioteket, Frivilligcentret og foreninger som Verdensmål i Hverdagslivet, Repair Café Ruderdal og en kolonihaveforening.

Dagen startede flot med drømmen om en ny verden, hvor deltagerne i fællesskab kom med bud på en ny verden. Et nyt samfund, hvor der er:

- plads til alle mennesker, dyr, planter og organismer i hele verden

- tid til at være og være sammen

- mulighed for at folde sig ud som menneske - fællesskab når der er brug for det

- nyt vækstbegreb

- hvor vi er frie og raske og får hjælp når livet er svært

- hvor vi deler ressourcer og har flere delebiler,

- bolíger, køkkenhaver, festtøj osv.

- hvor vi reparerer ting der går i stykker - hvor vi spiser mere vegetarisk og klimabevidst

- hvor klimaet tænkes ind i alle beslutninger i livet.

Nye vaner

Nathalie Søegaard adfærdsrådgiver hos Bro holdt oplæg om bæredygtig adfærdsændring. Det er nemlig svært at ændre vaner. Forestillingen om at vi har selvkontrol, opmærksomhed og langsigtet fokus på det fælles bedste holder ikke. Adfærdsteoretikere peger i stedet på at vi har begrænset selvkontrol, begrænset opmærksomhed. Vi handler kortsigtet og er i forhold til den sammenhæng vi optræder i.

Vores automatiske reaktion er hurtig, ubevidst og energibesparende handling. Hvis vi vil gøre noget nyt kræver det refleksion, tid og energi. Vores vaner er kodet ind i måden vores hjerne og hukommelsessystem er organiseret på. Men det kan lade sig gøre at flytte menneskers adfærd ved hjælp af tre vigtige principper, sagde hun. Hun pegede på at al kommunikation og design skal følge principperne

#1: Gør det nemt, gør det konkret

#2: Vis, at de har taget de første skridt og allerede er på vej mod målet

#3: Giv feedback på adfærden.

Gør op med flertalsmisforståelser Morten Friis Klimaaktivist og konsulent i DeltagerDanmark holdt oplæg om hvordan aktive fællesskaber kan bidrage til bæredygtig omstilling.

Allerførst skal vi gøre op med flertalsmisforståelser

Langt størstedelen af danskerne er nemlig bekymrede for klimakrisen og ønsker at handle. Men samtidig tror flertallet at de er alene med deres bekymring. Det kalder man en flertalsmisforeståelse. Hvis vi skal overkomme denne flertalsmisforståelse kræver det flere klimasamtaler og fælles handling. Når vi handler sammen kan vi vende bekymring og frygt til håb og mod, sagde han.

Og det nytter at handle kollektivt. IPCC 3. Delrapport fra 2022 rapportere at adfærd skal tænkes kollektivt. Hvis 10-30% af befolkningen forpligter sig til klimavenlig livsstil, så vil det skabe nye sociale normer.

Fra tilskuer til deltager

Udfordringen er at flytte ståsted fra at være tilskuer til at være deltager.

Når vi er tilskuere, så ser vi på problemet uden at handle. Ansvaret er svært at placere. Vi forventer at “andre nok gør noget” og frygter negativ respons fra andre. “Folk som mig” gør heller ikke noget.

Deltagereffekten virker, sagde han. Jo mere vi selv er med. Jo mere vi forstår og selv kan bidrage. Desto større medejerskab føler vi. Desto mere vil folk også acceptere gener.

Fællesskaber er altså afgørende for den grønne omstilling? Når vi puljer vores ressourcer sammen kan vi nå langt mere end vi kan alene. Vi kan dele ressourcer med hinanden i boligforeningen eller parcelhuskvarteret - værktøj, biler, maskiner. Vi kan investere i kollektive løsninger, der giver fælles goder for os alle - sol, vind, el-biler osv. Vi kan præge hinanden i positiv retning og finde mening, godt naboskab og nye veje til fællesskab, der giver værdi langt ud over klimaet. Det giver mere mening når vi er mange der gør det - og en fælles følelse af at rykke i flok.

Vil du have besøg af klimabevægelsen i din forening? Klimabevægelsen tilbyder at komme med på foreningsmøder og sætte gang i diskussionen om hvordan vi som mennesker og foreninger sammen kan omstille til klimavenlig handling.

Skriv til Iver Nordentoft, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og aftal nærmere.

Foreningerne og den grønne omstilling Kom med til foreningsmøde om den grønne omstilling, se mere her.

Nysgerrig på mere?

Hvidbog ’Omstilling på vippen – en hvidbog om forbrug, adfærd og folkelig deltagelse i grøn omstilling ’ udarbejdet af DeltagerDanmark og CONCITO : hvidbogen.

Handlekatalog: Klimahandling i Fællesskab, fx til Boligforeninger: Klimahandling i fællesskab.

KlimabevægelsenRudersdal temadag grøn omstilling Nyhed Artikel


Antal visninger 925