Skip to main content

Få penge fra Rudersdals Verdensmålspulje

Brænder du for den grønne omstilling og for bæredygtige fællesskaber? Mangler du og din lokale forening finansiering til at gennemføre en idé eller et projekt, der fremmer bæredygtigheden i Rudersdal? Så søg Rudersdals Verdensmålspulje.

Har du den helt rigtige idé, som passer ind i den grønne omstilling eller styrker gode lokale fællesskaber med fokus på bæredygtighed?

Så kan du måske få del i en pose penge, som kommunalbestyrelsen har afsat til at understøtte lokale tiltag, initiativer og projekter, der fremmer den sociale, klimamæssige og økonomiske bæredygtighed i Rudersdal.

Helt konkret kan der gives tilskud til blandt andet:

  • lokale foreninger
  • boligforeninger
  • grundejerforeninger
  • borgergrupper
  • uddannelsesinstitutioner
  • studerende

Søg op til 50.000 kr.

Rudersdal Kommune ønsker at støtte så mange forskellige projekter og initiativer som muligt. Det gælder også igangværende projekter, der er delvist støttede eller egenfinansierede.

Derfor kan man som udgangspunkt maksimalt søge om 50.000 kr.

Er dit projekt særligt omkostningstungt, kan der dog søges om et højere beløb.

Støtte til vilde haver og kampagne mod madspild

Verdensmålspuljen har allerede nu givet liv til en række spændende projekter.

Første modtager var Havarthigaarden, der med en portion penge fra puljen har fået mulighed for at skabe en særlig have for biodiversitet. Haven skal vise, hvordan Rudersdals haveejere med få midler kan lave en have, som både gavner sommerfugle og insekter og samtidigt er en fryd for øjet.

Et andet eksempel er Klimabevægelsen i Rudersdal, der har modtaget penge til en lokal kampagne mod madspild.

Læs meget mere og send din ansøgning:

Søg Rudersdals Verdensmålspulje


Antal visninger 1691