Skip to main content

Sådan kan bofællesskaber bekæmpe ensomhed

Debat på Rudersdals folkemøde

Af Jan Andersen, Frivilligcenter Rudersdal

Næsten alle seniorer, der flytter i et bofællesskab, føler en forhøjet livskvalitet efter flytningen.

Derfor kan bofællesskaber være et af midlerne mod ensomheden, der desværre er i vækst i Danmark i takt med, at der bliver flere ældre og enlige.

Ældresagen satte derfor emnet ”Bofællesskaber mod ensomhed” til debat på Rudersdal Folkemødedag lørdag 2. september på Havarthigaarden i Holte.

Det var en af 23 debatter på årets folkemøde, det tiende i rækken i Rudersdal, og det gode sensommervejr trak man mennesker til Havarthigaarden.

Her debatterede Ældresagens direktør Bjarne Hastrup og direktør Bent Madsen, Danmarks Almene Boliger, med Rudersdals borgmester Ann Sofie Orth (K), hvordan vi fremmer væksten af bofællesskaber. Gerner Nielsen, Ældresagen i Rudersdal, var tovholder på debatten.

Gerner Nielsen indledte debatten med at redegøre for strategien ”Sammen mod ensomhed”, som er udarbejdet af 115 aktører på tværs af sektorer og fagområder i Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed.

”Vi skal have et Danmark med mindre ensomhed,” sagde Gerner Nielsen og satte debatten i gang.

En ”lykke-dræber”

Bjarne Hastrup sagde, at der er en enorm interesse for at flytte i bofællesskaber. Syv procent af alle over 50 år ønsker at flytte i bofællesskab, men kun en halv procent af boligmassen i Danmark består af bofællesskaber.

”Antallet af enlige er stigende, og det er ensomheden også. Ensomhed er en ”lykke-dræber”, sagde Bjarne Hastrup.

”Mange ældre føler sig isoleret, også når de er sammen med andre. De har ingen at betro sig til, og ensomhed leder til sygdomme. Faktisk fører ensomhed til lige så høj dødelighed som overforbrug af cigaretter,” sagde Bjarne Hastrup.

Sundhedsstyrelsen anslår, at ensomhed i sig selv fører til ekstra sundhedsudgifter på ni milliarder kroner om året.

Bofællesskaber kan derfor være et godt middel til at bryde isolationen. Beboerne har deres private hjem, men samtidig er der fælles faciliteter, samvær, aktiviteter og fælles spisning.

Bjarne Hastrup sagde, at der er det daglige fællesskab, som er det vigtige, ikke bare at man har besøg en gang om måneden. ”Sørg for ikke at isolere jer i forhold til omverdenen,” lød hans råd.

Men hvordan får vi bygget nye bofællesskaber? Rudersdal for eksempel er en fuldt udbygget kommune, hvor der ikke er megen plads til nybyggerier.

”Vi kan ikke bygge os ud af det”

Direktør Bent Madsen, Danmarks Almene Boliger, sagde: ”Vi kan ikke nybygge os ud af det.”

I stedet skal man se på de kvarterer, der er i forvejen, og renovere og ombygge med tanke på bofællesskaber og nye former for fælles arealer, der vil modvirke ensomheden.

Der er masser af penge i Landsbyggefonden, som for eksempel kunne bruges på at styrke landets uddøende landsbyer.

Det handler om ”tilgængelighed”, hvor for eksempel elevatorer og større badeværelser i eksisterende almennyttige boliger kan gøre dem mere attraktive og fremme fællesskabet.

Det skal være individuelle boliger, men med fællesskaber, hvor der også tænkes muligheder for lokal sundheds-behandling ind i projekterne, sagde Bent Madsen.

I Rudersdal Kommune er det tanken at ejendommene Piberødhus i Birkerød og Egebækskolen i Nærum på sigt skal sælges og ombygges til seniorfællesskaber. Men krigen i Ukraine kom i vejen, og ejendommene huser nu flere hundrede ukrainske fordrevne.

”Vi havde disse tomme bygninger, som vi kunne tilbyde de ukrainske flygtninge, som jeg ikke ved, hvor de ellers skulle bo,” sagde borgmester Ann Sofie Orth.

Fællesskab er også naboer

Der er investorer, som er interesserede i at bygge nyt i Rudersdal på eksisterende grunde, også bofællesskaber. Men det er et dilemma, hvis kommunen så skal gå på kompromis med bebyggelsesprocenter og tillade højt byggeri i kommunen, som man ikke ønsker.

Borgmesteren understregede, at fællesskaber ikke kun handler om at flytte til et andet sted, men også om, hvordan man har det som naboer – om hvordan man skaber fællesskaber, der hvor vi bor i forvejen.

Hun bor selv i et bofællesskab i Holte, hvor der er et tæt sammenhold blandt beboerne også seniorerne. Hun nævnte lejlighedsbyggeriet Ny Holte Port, som et eksempel på, at der er skabt et haveanlæg til byggeriet som fremmer fællesskabet og hvor beboerne kan møde hinanden.

Bjarne Hastrup sagde, at man skal huske ikke kun at investere i sig selv, men også i sine naboer, og at forhøjelsen af folkepensionsalderen fra 65 til 68 år giver 30 milliarder ekstra i statskassen.

Han råder alle seniorer til at forberede sig på alderdommen, og selvom mange siger, at de vil flytte i god tid, er det få, som gør det.

Hvis man ønsker at bo i et bofællesskab opfordrer Bjarne Hastrup til, at man besøger nogle af de, som findes, for at fornemme, om det er det, man vil.

Der er desværre lange ventelister i den almene sektor og langt fra alle har økonomi til at købe ejerlejligheder eller andelsboliger.

Frivillige indsatser mod ensomheden

Frivilligcenter Rudersdal sætter i efteråret 2023 fokus på ensomheden med samtalegrupper og en konference om ensomhed.

”Selvhjælp mod ensomhed” er et landsdækkende projekt som Frivilligcenter Rudersdal er en del af sammen med 20 andre frivilligcentre i Danmark og Selvhjælp Danmark.

Til efteråret starter samtalegrupper i Rudersdal mod ensomhed og Frivilligcentret søger derfor nye frivillige og deltagere til grupperne. Formålet er at udvikle og afprøve et skræddersyet koncept for selvhjælpsgrupper for ensomme unge og voksne.

Grupperne skal bidrage til øget trivsel, bedre mental sundhed og mindske ensomhed blandt deltagerne. Projektet er finansieret af Den A.P. Møllerske Fond.

Hvis du vil deltage eller være frivillig kan du kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ensomhed i Rudersdal kommer også i fokus på en konference på Kulturcenter Mariehøj i Holte den 12. oktober fra 13-16.

Alle der er tæt på ensomhed i deres arbejde eller privat er velkomne. Alle der selv oplever ensomhed er velkomne.

”Vi håber at mange har lyst til at deltage. Du kan se frem til at få nye billeder af ensomhed, ny inspiration til hvordan vi bryder mønstret og du kan selv komme med indspil til sagen,” siger Frivilligcentret. Konferencen er finansieret af en donation fra Velliv.

Du kan tilmelde dig her: Nemtilmeld

 Bofællesskaber Debat 0135 Artikel Nyhed

Bofællesskaber mod Ensomhed var emnet for en debat arrangeret af Ældresagen. Fra venstre Gerner Nielsen, Ældresagen i Rudersdal, direktør Bjarne Hastrup, Ældresagen, borgmester Ann Sofie Orth (K) og direktør Bent Madsen, Danmarks Almene Boliger.

Bofællesskaber Debat 0137 Artikel Nyhed

Bjarne Hastrup sagde, at antallet af enlige og ældre enlige er stigende. Det samme er ensomheden, som han benævnte "en lykke-dræber".

Bofællesskaber Debat 0140 Artikel Nyhed

Mange af gæsterne ved Folkemødet hørte om tankerne for bofællesskaber som et af midlerne til at bekæmpe ensomhed.


Antal visninger 1262