Skip to main content

Generalforsamling med retning, engagement og nye perspektiver

Årets generalforsamling bød på netværk, fællesspisning, ny inspiration, status for et stærkt år og snak om fremtiden med godt 45 medlemmer der var samlet i Birkerød den 16. april

Rillo Snerup Rud fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde holdt et inspirerende oplæg om frivillighedens betydning og værdi.

”Det offentlige kalder på civilsamfundet. I reformer fra Christiansborg – og fra kommunalbestyrelsen i Rudersdal. ”, sagde hun. Der er bud efter alt det der involverer frivillighed. Og det er en hel del.

Flere frivillige
Nye undersøgelser viser at 45 % af danskerne var frivillige sidste år og dermed er der blevet flere frivillige i idrætslivet og på social og sundhedsområdet. De frivillige er først og fremmest organiseret i foreninger og organisationer. Her er kultur, fritid og idræts frivillige hyppigere organiseret i foreninger end frivillige på social og sundhedsområdet. Omkring en femte del af de frivillige er organiseret i selvejende institutioner.  Frivillige fra social og sundhedsområdet er også organiseret i regi af en offentlig institution. Det er her vi fx finder frivillige der er aktive på plejehjem ol.

Alle frivillige har noget til fælles: Frivillige går med hjertet forrest, de vil gerne gøre en forskel, de vil gerne gøre det på egne præmisser og hvis frivilligopgaven ikke lever op til forventningerne, så flytter de sig.

De fleste kommer på grund af den gode sag og bliver på grund af fællesskabet.

Og der er frivillige til alle slags opgaver. Nogle leder frivillige, andre bidrager fagligt, andre igen bidrager med egne erfaringer eller udføre praktisk arbejde.

GF26 Rillo Rud CFSA

Kæmpemæssig værdi
Den organiserede frivillighed har allerede kæmpe værdi. De frivillige bidrager med 8,6 mia pr. år på social- og sundhedsområdet alene ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv i 2024.

Civilsamfundet styrker demokrati, tillid og sammenhængskraft. Civilsamfundet åbner, når det offentlige går hjem.  Civilsamfundet bygger bro og fylder sprækker.

Undersøgelser fra Vive viser at danskere, der arbejder frivilligt, generelt har større tillid i sociale relationer og også en højere grad af tillid til Folketinget, forskere, politikere og retsvæsen.

Frivillige er med andre ord allerede i gang og er en vigtig del af velfærdssamfundet.

Samarbejdet kunst
Det er svært at samarbejde. Men vi gør det faktisk allerede. 58% af de mindre og 74 af de større organisationer på velfærdsområdet samarbejder allerede med kommunale forvaltninger/institutioner.

Samarbejdet er nogle gange blot videndeling og dialog. Nogle gange er det fælles arrangementer og henvisning til tilbud i civilsamfundet. Og nogle gange er det opgavebaserede partnerskaber og politikudvikling.

Det er stor kunst at spille sammen på tværs af civilsamfund fra Venus og kommunale tilbud fra Mars. Men både store og små og mellemstore foreninger forventer at der kommer mere af det. 

RilloRudCSFA Slide ErKommunenFraMartsOgCivilsamfundetFraVenus

Forbered jer
Samarbejdet med kommunen er i vækst – men også kræver noget af os alle. Som foreninger skal I forberede jer godt på samarbejdet og være tydelige omkring, at I forventer at kommunen gør det samme.  Det gode samarbejde bygger på at kende hinanden. Tage initiativ. Afsætte ressourcer. Være tydelige. Vise hinanden respekt. Forventningsafstemme.

Vi står stærkere
Formand for Frivilligcentret Henrik Hjortdal satte i sin beretning ord på et år med høj aktivitet, hvor frivilligcentret og forenigerne har brugt kommunalvalget som anledning til at sætte mærkesager på dagsorden og hele det frivillige miljø har fået større betydning.

”Hele det frivilllige miljø er kommet til at stå stærkere. Vi har samlet ideer til at forløse det frivillige potentiale i et idekatalog. Borgmesteren har givet håndtryk på et stærkere samarbejde mellem kommunen og civilsamfundet og vi deler hendes ambition om at vi skal være Danmarksmestre i frivillighed” sagde Henrik Hjortdal i sin beretning.

Han glædede sig over, at den nye Kommunalbestyrelse har prioriteret at nedsætte et udvalg, der skal arbejde med civilsamfundsstrategi i samarbejde med foreningerne og Frivilligcentret – og ved udgangen af året fik Frivilligcentret en merbevilling til driften i 2026.

I tal ser året også flot ud. Der er fremgang overalt. Frivilligcentret har flere tilbud og flere deltagere i borgervendte arrangementer. Der har været flere arrangementer og flere deltagere på kurser, konferencer og dialogmøder for frivillige og foreninger – og større synlighed. Vi har haft held med fundraising til en bred pallette af opgaver i kernen af frivilligcentrets drift.

Vi er  98 medlemsforeninger og over 109 frivillige, og flere borgere deltager i både selvhjælpsgrupper, fællesskaber og aktiviteter. Bestyrelsens vurdering er klar: Vi står stærkere – og der er stadig potentiale for at nå endnu flere, især børn og unge og mennesker, der står udenfor fællesskaberne.

Sammen om fremtiden
Generalforsamlingen blev rundet af med dialog om den kommende civilsamfundsstrategi.

Her var der stor lyst til at bidrage – med idéer til nye fællesskaber, stærkere samarbejder og endnu bedre rammer for frivilligheden lokalt.

  • Vi skal arbejde for at kommunen og institutionerne kender til civilsamfundet og de frivilliges bidrag
  • Vi skal finde veje til at få kommunen til at henvise flere til det frivillige foreningslive
  • Vi skal tydeliggøre hvad frivillige kan og hvad kommunen kan
  • Vi skal fastholde hvad vi står for og hvad vores formål er i den enkelte forening
  • Vi skal have mere fokus på lokale fællesskaber – fremfor digitale fællesskaber. Men vi må gerne understøtte det lokale via det digitale
  • Vi må afprøve forskellige former for samarbejde, så vi får en bevidsthed om hvilke roller vi vil have – om det er leverandørn, supplement eller rådgivning
  • Vi ønsker at kommunen skaber rammer for brobygning
  • Det skal være bæredygtigt for både mennesker og miljø
  • Større fokus på mestring
  • Intet om civilsamfundet uden civilsamfundet
  • Styrke foreningernes stemme
  • Større synlighed både i forhold til kommunale medarbejdere og politikere
  • Kan vi få en spalte i lokalavisen til at synliggøre det frivillige miljø? Seniorbladet udkommer til seniorer, men der er ikke synlig præsentation for andre målgrupper
  • Genopliv frivilligbørsen
  • Vi savner Nærum Kulturdag
  • Vidensdeling med kommunen så vi kender foreningernes og kommunens tilbud
  • Formidling af praktiske samarbejder mellem kommunen og foreningerne og private fx på sundhedsområdet
  • En mellemstation i samarbejde med kommunen
  • Vi må ikke glemme de ældre og de ensomme
  • Der er brug for at støtte ældre i eget hjem
  • Vi har brug for at lette de administrative byrder for foreningerne
  • Frivilligcentret skal være mere opsøgende og hjælpe de små foreninger gerne med en sekretærfunktion
  • Vi skal støtte digitale frivillige med netværk og viden

Tak til alle, der deltog, bidrog og engagerede sig.

Det er tydeligt: Når vi arbejder sammen på tværs, kan vi skabe endnu mere værdi for mennesker i vores lokalsamfund.

Frivilligcentret tager ideerne med i forberedelserne til civilsamfundsstrategien. Vi glæder os til det næste skridt – sammen.

Mere information
Se slides fra Rillo Rud: Det frivilliges bidrag til lokalsamfundet
Se slides fra generalforsamlingen og formandens beretning
Se artiklen ’Stærkt hold i spidsen for frivilligcentret’


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 21