Skip to main content

Brandmandsudstyr fra Danmark hjælper beredskaberne i Ukraine

Af Jan Andersen, foreningen Dansk Støtte til Ukraine

Hver dag kæmper de civile beredskaber i Ukraine for at redde ofrene for Ruslands talrige angreb. Det slider på materiel og personel, og derfor er foreningen Dansk Støtte Til Ukraine, DStU, gået i samarbejde med Danske Beredskaber om at hjælpe Ukraines beredskaber med udstyr, som beredskaberne i Danmark kan undvære.

Flere end 100 brandfolk har siden Ruslands invasion af Ukraine mistet livet, og over 430 brandfolk er kommet til skade.

DStU, der er en frivillig forening i Rudersdal, har netop været i Ukraine for at aflevere et stort parti brandslanger og indsatsbeklædning fra Danmark til brandvæsenet i Dnipro. Desuden var bilen lastet med nyt tøj til patienter på hospitalerne og internt fordrevne ukrainere i Zaporizhzhia.

DStU og Danske Beredskaber er også i fuld gang med et projekt, hvor et antal ukrainske beredskabsfolk kan komme til Danmark i en periode for at rehabilitere sig og udveksle erfaringer med danske beredskabsfolk om, hvordan det er at arbejde med personredning og brandslukning i en krigszone.

Rusland bruger en ondskabsfuld taktik, hvor de går direkte efter at dræbe redningsberedskab og politi, der arbejder på et skadested efter et missil eller bombeangreb. Det er kendt som ”double-tap”, hvor russerne angriber samme sted igen efter 20-30 minutter efter et nedslag, når redningsberedskabet er nået frem.

Danske Beredskaber har indsamlet udstyret, som nu er leveret til Ukraine, fra de kommunale beredskaber i Danmark: ”Vi har været så heldige at få brandhjelme, brandstøvler, handsker og indsatsbeklædning fra beredskaber rundt i landet. Og vi har også fået undermundering til at have på under branddragten, siger Frank Praefke, Beredskabschef i Lejre Kommunes Beredskab og tovholder for Danske Beredskabers indsats for at hjælpe de ukrainske kolleger.

Stort slid
Bilen fra DStU havde 50 hjelme, 50 sæt brandhandsker, 25 indsatsdragter og cirka 30 sæt undermundering med foruden ét ton slanger, svarende til 12-1500 meter brandslanger.

”Redningsarbejdet foregår ofte i sammenstyrtede bygninger, hvor de er inde og redde, og hvor der er mange skarpe kanter på betonelementer og jernkonstruktioner, så deres ting bliver nemt revet i stykker. Der er dagligt bombardementer, hvor de skal ind og redde personer ud af bygninger, og det slider på al mundering – krigen giver et unormalt stort slid i forhold til, hvad vi kender i Danmark,” siger Frank Praefke.

Mangler udrustning til redningsmandskabet

Foreningen Dansk Støtte til Ukraine har fået en prioriteret liste over ønsker fra beredskaberne i flere ukrainske byer i de hårdt ramte regioner tæt på fronten. Rotary i Zaporizhzhia har hjulpet DStU med at udarbejde listen.

Det drejer sig blandt andet om byerne Bilenke, Shirokivska, Novooleksandrivka og Matviivka, der alle mangler udrustning til deres brandfolk.

”De er de fire værst ramte byer,” siger formanden for DSTU Henrik von Scholten.

Listen omfatter alt fra brandkøretøjer, pumper, brandslanger, branddragter, handsker og medicinsk førstehjælpsudstyr.

”Vi har tidligere i 2022 og 2023 sendt containere med materiel til Ukraine, for eksempel branddragter, hjelme, handsker og støvler. Vi glæder os til nu at geare hjælpen op i samarbejde med Dansk Støtte Til Ukraine,” siger sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.

”Vi ser frem til at støtte op om vores ukrainske kolleger,” siger Bjarne Nigaard.

Udstyret, som DStU afleverede i Ukraine, er udfaset fra kommunale redningsberedskaber i Danmark, men er stadig fuldt brugbart.

Tredje tur i år

Det var tredje tur for DStU til Ukraine i år, og brandslangerne og indsatsdragterne blev afleveret på hovedbrandstationen for ”Special Hard Rescue Unit” i Dnipropetrovsk regionen, som udfører svære redningsopgaver efter russiske angreb.

”Der er kamphandlinger i området, og vi oplevede luftalarmer om natten, men heldigvis ingen eksplosioner,” fortæller Anders fra DStU, der stod for transporten.

Lasten med tøj til hospitaler og internt fordrevne blev afleveret til Rotary i Zaporizhzhia, der sørger for at fordele nødhjælpen, der er doneret af et dansk tøjfirma.

Tak til den danske ambassade

Under den otte dage lange rejse til Ukraine holdt DStU også møder med den danske ambassade i Kyiv, og med ukrainske SESU, der svarer til den danske beredskabsstyrelse, om et fremtidigt samarbejde.

”Den danske ambassade i Kyiv har været til stor hjælp for os, og det kunne vi takke ambassadøren Ole Egberg Mikkelsen og medarbejderne for,” siger formand for DStU Henrik von Scholten.

DStU har samarbejde med en dansk drevet logistikvirksomhed i Lviv, Ukraine, der har hovedlager i Lviv. Men hjemme i Danmark mangler DStU lagerkapacitet. Henrik von Scholten efterspørger derfor, om der er en virksomhed herhjemme, der kan stille lidt lagerkapacitet til rådighed.

DStU har også brug for donorer, både fra fonde, erhvervslivet og private, der kan hjælpe med at finansiere nye aktiviteter til gavn for redningsberedskaberne i Ukraine.

Dansk Støtte til Ukraine har indsamlingstilladelse 25-700-09914
CVR 44246430   Bank 9570 13764964    MobilePay 13206 
www.dstu.dk 

BrandmandsudstyrfraDanmark0925 dstu13
Vognen fra DStU foran brandstationen i Dnipro, hvor Special Hard Rescue Unit holder til.

BrandmandsudstyrfraDanmark0925 dstu15
Cirka et ton brandslager fra Danske Beredskaber blev læsset af vognen i Dnipro.

BrandmandsudstyrfraDanmark0925 dstu19
I vognen fra DStU var også nyt tøj til hospitalspatienter og internt fordrevne i Ukraine.

BrandmandsudstyrfraDanmark0925 dstu20
De ukrainske beredskaber får slidt og ødelagt meget af deres materiel. Så brandslangerne fra Danmark gør stor nytte.

BrandmandsudstyrfraDanmark0925 dstu21
Rotary i Zaporizhzhia fordeler nødhjælpen, der er doneret af et dansk tøjfirma.


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 2158