Forår, fællesskab og grøn fejring i Fælleshaven
Der var liv, latter og spirende forårsglæde i Fælleshaven på Havarthigaarden, da vi samlede børn og voksne til en eftermiddag fyldt med natur, viden og fællesskab den 12. april
Fællessangen satte tonen fra begyndelsen. Herfra bredte stemningen sig ud i haven, hvor man kunne gå på opdagelse, få jord under neglene og blive klogere på både naturen og hinanden.
Tak til Verdensmål i Hverdagsliv, Fælleshaven i Havarthigaarden, Danmarks Naturfredningsforening, spejderne fra 1. Holte Gruppe, Vild Have-mentorerne, Månedalen – og alle jer, der kom med forårsfornemmelser og nysgerrighed.
Smag, sans og lær
Der var gang i det nye udekøkken, hvor den livskærlige madskole bød på smagsprøver med grøntsager og bælgfrugter i centrum. Over bålet bagte spejderne urtebrød, og rundt omkring i haven blev der sået mikrogrønt, delt frø og bygget fuglekasser.
Frivilligcentret egen bod var godt besøgt – med lækre smagsprøver på overskudsmad fra fødevarebanken og brød fra heart2heart og gode samtaler om grøn omstilling i hverdagen.
Børneprogram
Børnene gik på opdagelse som små naturdetektiver, mens andre lyttede til fuglestemmer eller gættede på dyr. Der var børneteater og urtetur for hele familien på engen med kyndig guidning.
Viden, der spirer
Dagens talks satte ord på det, mange af os mærker: at naturen har brug for os – og vi har brug for den.
Vi hørte om biodiversitetens vilkår, vores drikkevand, fællesskab og tryghed – og om hvordan både blomster, tro og små køkkenhaver kan gøre en forskel i hverdagen.
Et fællesskab i bevægelse
Mellem aktiviteter, yoga i haven og børneteater under åben himmel opstod de små møder, som er kernen i det hele: snakken over et stykke kage, et barn med jord på hænderne, nye idéer der spirer.
Tak for en skøn dag
Forårsfesten viste endnu en gang, hvad der sker, når vi mødes om noget, der er større end os selv.
Tak til alle frivillige, samarbejdspartnere og deltagere for at skabe en dag fuld af liv, håb og handlekraft.
Vi glæder os allerede til næste gang 🌱





Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder