Tak for fem gode år, Anne ❤️

Efter fem år i Frivilligcenter Rudersdal er det blevet tid til at sige farvel til Anne Hjøllund, som nu skal videre til nye opgaver i sin egen virksomhed.
Vi har været utrolig glade for at have Anne med på holdet. Hun har løst et væld af forskellige opgaver og har nærmest været vores egen HR-afdeling, IT-afdeling og regnskabsafdeling i én og samme person – og hun har ofte givet foreningerne en hjælpende hånd. Anne har haft styr på detaljerne, holdt orden i sagerne og sørget for, at vi overholder reglerne. En dygtig regelrytter, som der har hjulpet os med at få administrationen til at spille sammen med vores visioner og hjerter.
Anne har været en rigtig god kollega, Hun er hjælpsom, generøs og fuld af godt humør – og hun har også beriget os med lækkerier fra sin have: æbler, bønner, kål og stiklinger.
Vi kommer også til at savne vores mange inspirerende samtaler om alt fra kunst og havekunst til bier, biler, motorcykler og andre verdensdele. Anne har en helt særlig evne til at gøre hverdagen både spændende og sjov. Og hvor Anne er, er der latter! Chris og chokoladefabrikken har fået en revival, og vi glemmer ikke lige replikken: ”Hej chef, jeg kan desværre ikke komme på arbejde, for jeg er viklet ind i en badering!”
Heldigvis slipper vi ikke Anne helt. Vi har lavet en god backupaftale, hvor hun fortsat kan hjælpe os, når der er brug for det. Hun hjælper os også med at få afsluttet regnskabet for 2026, og det er vi rigtig glade for.
Tusind tak for fem gode år, for din store indsats og for alt det, du har bidraget med – både fagligt og menneskeligt. Vi ønsker dig al mulig held og lykke i din egen virksomhed og glæder os over, at vi stadig kan trække på din hjælp.
Frivillicentret har ansat Louise Thomsen til at løse de mange opgaver indenfor administration, IT og regnskab.
Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV
Se også
Seneste nyheder












