Skip to main content

Frivilligfejring

Bestyrelsesformand Henrik Hjortdal hylder frivilligheden i en tale til frivilligfesten i Rudersdal på Frivillig Fredag – hele Danmark fejrer de frivillige.

Kære frivillige, kære foreninger, kære politikere,

Vi er samlet igen i år for at fejre frivilligheden.

Det er dejligt at se så mange forskellige slags foreninger under samme tag. Til hverdag samles vi på mange forskellige lokaliteter. 

Men i dag foregår det her, fordi vi skal hædre nogle af vores medlemmer og ildsjæle, som virkelig har fortjent det.

Vi frivillige er meget forskellige. Vi er værter for koncerter, vi er gymnaster og dansere, vi er små lokale sociale foreninger, som har fokus på grupper, som er kommet i klemme i systemet og vi er store foreninger med en stærk landsorganisation, som giver medlemmerne mange forskellige tilbud.  

Men vi har det til fælles, at vi hver på vores måde skaber trivsel og sundhed for borgerne i Rudersdal. De raske og rørige, motionisterne og eliten, de ældre, som har skavanker, de som er kronisk syge og de som er i behandling eller skal i gang igen. 

Jeg vil her benytte lejligheden til at reklamere lidt for en forestående stor forandring af vores hverdag som borgere og som foreninger. 

Det er en reform, mange af os nok har set som noget teknisk, fjernt og bureaukratisk - nemlig sundhedsreformen. 

Det er en reform, som jeg tror rummer store muligheder og også udfordringer for os frivillige. Men også for kommunens medarbejdere og politikerne.

Det nære sundhedsvæsen og samarbejdet mellem kommuner skal styrkes. Der står i loven, at de frivillige foreningers rolle skal styrkes. Og der er ingen tvivl om, at især regionerne her skal lære noget nyt: De har kun få erfaringer med frivillighed. Også kommunale embedsmænd og foreningsbestyrelser skal tænke nyt om opgaver og roller. Men også vi frivillige skal se på vores nye og vigtigere rolle.

Vi har som frivillige store erfaringer med sundhed. 

Idræts - og kulturforeninger forebygger fysisk og mental mistrivsel og sygdom. 

Og foreningerne er også begyndt at hjælpe folk til at fortsætte træning, efter den kommunale genoptræning er slut. 

Vi har sociale foreninger, der forebygger ensomhed og skaber meningsfulde fællesskaber. 

Vi har patientforeninger, som støtter kronikere gennem videndeling og støtteaktiviteter. Og vi har netværk for pårørende, som får støtte til selv at få plads og redskaber til at bygge bro mellem dere nærtstående/kære og systemet. 

Det er vigtigt, at de nye muligheder og udfordringer, vi står over for, blive håndteret i et samarbejde mellem foreningerne, kommune og region. Det er afgørende, at politikerne lytter til de erfaringer, der allerede er indhøstet, og at en styrkelse af frivilligheden ikke erstatter, men supplerer de professionelle tilbud.  Den kommende Civilsamfundsstrategi i Rudersdal bliver et vigtigt omdrejningspunkt for fælles nytænkning om frivillighed. 

Vores politikere kan med afsæt  i sundhedsreformen skabe bedre vilkår og rammer for de frivilliges indsats. Så får vi endnu flere, endnu gladere og endnu dygtigere frivillige. 

Og dermed i sidste ende flere, glade og tilfredse Rudersdalere. 

God fest! 


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 58