Selvhjælpsgrupper – en fagligt funderet indsats
Selvhjælpsgrupperne i Frivilligcenter Rudersdal bygger på mere end 30 års viden og erfaring med frivillige grupper for mennesker i svære livssituationer. Det kan være alt fra sorg, stress, angst, ensomhed til psykisk vold, det at være pårørende til en syg.
Grupperne er forankret i et nationalt fagligt fundament gennem FriSe – Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark – som har udviklet en sammenhængende indsatsmodel, der både beskriver formål, metode og kvalitetssikring. Fagligheden er udviklet på baggrund af landsdækkende erfaring med grupper, som udbydes af +40 lokale medlemmer. Alene i 2024 var der 716 grupper med 5222 deltagere og 850 frivillige facilitatorer.
Frivilligcentre og Selvhjælp i Danmark formidler samarbejdet om uddannelse og kvalitetssikring, så vi løbende uddanner frivillige og samler viden og udvikler kvalitet på selvhjælp som metode på tværs og dokumenterer vores indsatsers resultater og værdi.
Et trygt fællesskab, der styrker mental trivsel
En selvhjælpsgruppe er et fællesskab, hvor mennesker med samme udfordring mødes og deler erfaringer. Her oplever deltagerne at blive set, hørt og forstået af andre, der står i noget lignende – en central mekanisme for bedring og trivsel. Gensidighed, ligeværdighed og medmenneskelighed er grundværdierne, som alle grupper er bygget op omkring.
Kerneelementer som basis for kvalitet
Ifølge FriSe udgøres det faglige fundament af fem kerneelementer, der fungerer som “funktionelle byggeklodser” i selvhjælpsgrupper – uafhængigt af målgruppe og lokal kontekst.
De fem kerneelementer er:
- Afklaring og forventningsafstemning – før opstart indgår deltagerne i en afklarende samtale, så det tydeligt fastlægges, om tilbuddet matcher deres situation, og om de føler sig klar til at deltage.
- Frivillig deltagelse – deltagelse sker udelukkende på baggrund af egne ønsker, og gruppen er præstationsfri, hvilket giver deltagerne ejerskab og et trygt rum til at tale om deres udfordringer
- Tryg, tillidsfuld og ligeværdig gruppekultur – værdier som gensidighed, ligeværdighed og medmenneskelighed er helt centrale, og der arbejdes med fortrolighed og tavshedspligt for at fremme åbenhed og respekt.
- Faciliteret gruppesamtale med fast struktur – samtalerne ledes af frivillige facilitatorer, der sikrer, at samtalerne følger en fast ramme, at alle får taletid, og at gruppedynamikken bevares.
- Gensidig deling af tanker og erfaringer – deltagerne deler deres livserfaringer med hinanden, og denne gensidige spejling er centralt: man lytter, inspirerer og støtter hinanden uden at være eksperter for hinanden.
Disse kerneelementer er nødvendige for, at deltagerne får udbytte af forløbet – blandt andet styrket selvforståelse, øget mestring og forbedret mental sundhed
Frivillige facilitatorer med oplæring
Selvhjælpsgrupperne ledes af frivillige facilitatorer, som er uddannet gennem FriSes kursusforløb og løbende får supervision og sparring og kurser lokalt. Det frivillige fundament er et vigtigt kvalitetsprincip, da det understøtter ligeværdighed og skaber et alternativ til offentlige behandlingssystemer.
Faglighed gennem dokumenteret ramme og kvalitetssikring
FriSe har formuleret en indsatsbeskrivelse, som beskriver både det teoretiske afsæt, kerneelementerne, forandringsteorien og evalueringsmetoder. Denne indsatsbeskrivelse sikrer, at selvhjælpsgrupperne er vidensbaserede, og at kvaliteten kan måles og videreudvikles.
Samarbejde og relevans i velfærdssammenhæng
Selvhjælpsgrupperne er civilsamfundets supplement til det offentlige sundheds- og psykiatrisystem. Ved at kombinere frivillighed med et professionelt, struktureret og værdibaseret fundament, som styrker mental trivsel gennem fællesskab og gensidig støtte.
Fire strategiske projekter
Frivilligcenter Rudersdal er en del af FriSes systematiske arbejde med at udvikle og afprøve nye grupper til specifikke målgrupper gennem vores nationale strategiske projekter, hvor vi også dokumenterer værdien i fællesskab:
Flere mænd i fællesskaber
Ensomhedsgrupper
Samtalegrupper i naturen
Sorggrupper
Læs mere
Læs om det faglige grundlag for selvhjælp hos Frise her
Læs indsatsbeskrivelsen her
Se tal og statistik om samtalegrupper i Frivilligcentre her
Læs FriSes Årsberetning for 2024 her