Café for pårørende til unge og voksne med psykisk sygdom


Café pårørende Frivilligcenter Rudersdal 22

Er du pårørende – forælder, ægtefælle, samlever, kæreste, søskende, nær ven eller veninde - til en ung eller voksen, som har udviklet psykisk sygdom i løbet af livet, så er du velkommen i Café for pårørende til unge og voksne med psykisk sygdom, som SIND står bag.

I SIND ved vi af erfaring, at vi som pårørende kan føle os alene, rådvilde og magtesløse, når vi ser vores nære mistrives og lide. Bekymring for fremtiden, sorg, vrede og frustration er faste følgesvende for os. Men også håb og glæden over gode perioder tager vi med os. Under alle omstændigheder bliver vi ved med at tage et stort ansvar, og i perioder kan det ansvar fylde så meget, at vi glemmer at passe på os selv.

Vi kender betydningen af at kunne vende tanker og oplevelser med ligesindede, som er helt forskelligt fra de snakke, vi kan have med venner, kolleger og den øvrige familie. I samværet med andre pårørende i lignende situationer oplever vi hurtigt en dyb og erfaringsbaseret forståelse.

Samtidig kan vi naturligvis også på mange måder adskille os fra hinanden og stå forskellige steder i tilværelsen, og netop kombinationen af det genkendelige og det forskellige er væsentlige elementer i, at vi kan støtte og styrke hinanden.

Hvem er du

Du er pårørende til en ung eller voksen, som har udviklet psykisk sygdom i løbet af ungdom eller voksenliv, f.eks. angst, OCD, depression, mani, lidelser inden for skizofrenispektret eller personlighedsforstyrrelser.

Hvad er vi sammen om

Tanken er, at vi kan tale om alt det, der ligger os på sinde i et fortroligt rum med plads til både gode og tunge oplevelser, hvor vi kan give hinanden opbakning, styrke og håb. Du er selv med til at sætte rammer og indhold for Caféens virke.

Hvem møder du

Tilka fra SIND Rudersdal åbner cafeén. Hun er selv pårørende og kender af erfaring mange af de følelser, der hører med til at være pårørende: Lige fra vrede og frustration over ”systemet” eller den pårørende til bekymring, sorg, udmattelse, håb og glæde. Tilka trækker også på erfaring som bestyrelsesmedlem i SIND Rudersdal, i Danske Handicaporganisationer i Rudersdal og Handicaprådet i Rudersdal Kommune. Desuden er hun nyudpeget pårørenderepræsentant i Region Hovedstadens Psykiatris ”Forum for recovery”.

SIND Rudersdal sørger for kaffe, te og lidt sødt til ganen.

Hvor

Frivilligcenter Rudersdal, Øverødvej 246B, 2840 Holte

Hvornår

Resten af 2022, følgende mandage: 5/9, 10/10, 7/11 og 5/12 kl. 19.00-21.00.

Tilmelding

Kom som du er - det er uformelt og uforpligtende!

Ved du allerede, at du vil deltage, så tilmeld dig gerne via NemTilmeld, så der er tilstrækkeligt med kaffe og sødt:

Mandag d. 5/9: Nemtilmeld

Mandag d. 10/10: NemTilmeld

Mandag d. 7/11: NemTilmeld

Mandag d. 5/12: NemTilmeld


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794