Kulturaften i Det Kongelige Teater til støtte for Ukraines børn

Ukrainske unge fra Rudersdal og flere frivillige kræfter er engageret i kulturaften på Det Kongelige Teater, hvor hele overskuddet går til Ukraines præsidentfrues humanitære fond til krigens mest sårbare ofre, børnene
Af Jan Andersen
”Der er krig i verden. Der er sorg i verden. Det rammer os alle sammen. En fortabthed, en ensomhed og en uforståelig tilværelse, som vi er midt i. Hvad skal vi gøre, hvor skal vi gå hen?”
Sådan siger skuespiller Ghita Nørby om krigen i Ukraine i en video, der præsenterer en unik ukrainsk kulturaften på Det Kongelige Teaters gamle scene den 23. og 24. maj, der er arrangeret for at støtte Ukraines børn – og dermed Ukraines fremtid.
Ghita Nørby svarer selv på spørgsmålet om, hvor vi skal gå hen: ”Til musikken, til kunsten, til kulturen, som er evigt til stede under os som blodårer”.
Håber på udsolgt hus
Arrangørerne af Ukraine-aftenen, blandt andre Henrik von Scholten, der ligesom Ghita Nørby bor i Rudersdal, håber på udsolgt hus, så overskuddet fra de i alt 2.550 billetter går ubeskåret til Ukraines førstedame Olena Zelenska's humanitære fond.
Præsidentfruen byder selv velkommen til de to aftener i en videooptagelse, der vises på storskærm i Det Kongelige Teater.
”Det er topkunstnere, der kommer til Det Kongelige Teater. Så vi håber og tror, at alle billetter bliver solgt til støtte for Ukraines børn,” siger Henrik von Scholten.
”I krigens uhyggelige skygge er det ofte let at overse kunstens styrke. Kom og kæmp med kunstnerne, kom og se hvad ukrainerne ofrer deres liv for også at bevare, siger Ukraines ambassadør i Danmark Mykhailo Vydoinyk.
Fotoudstilling fra ukrainske unge i Rudersdal
Et-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine, den 24. februar, blev blandt andet markeret i Rudersdal med en rørende fotoudstilling ”Light in the memories”, Lys i minderne, der blev skabt af 15 unge ukrainere i Rudersdal i alderen 12 - 16 år. Fotoudstillingen kommer nu til Det Kongelige Teater, hvor gæsterne til de to ukrainske kultur-aftener i maj kan se udstillingen ved indgangen og i foyeren til Det Kongelige Teater.
Med billederne fortæller de unge deres historier og søger tilbage til minderne, hvor de forsøger at huske og føle de mest lyse og smukkeste øjeblikke fra det seneste års tid.
Du kan læse mere om de unge ukraineres fotoudstilling her.
Unge ukrainske flygtninge fra Rudersdal får også en rolle de to aftener i maj i at modtage gæsterne og dele aftenens program ud.
Hundredvis, hvis ikke tusindvis af Ukraines kunstnere er blevet sendt til frontens skyttegrave eller tvunget i eksil fra hjemlandet og revet bort fra deres kære. Ikke så få er endda revet bort for altid.
Derfor bliver de to aftener i Det Kongelige Teater en unik opvisning af ukrainsk kultur.
Et rigt program
Den ukrainske eksilballet, United Ukrainian Ballet, kommer til København for at opføre ”Step Lightly” af den verdensberømte koreograf Paul Lightfoot og Sol León samt balletten ”Wartime Elegy”, en ukrainsk ballet skabt i krigens første kaotiske dage.
Fra Kyiv kommer blandt andre den internationale operastjerne Serhii Mahera, bassist, og en ny stjerne på operahimlen Yuriy Mynenko, kontratenor.
Børne danse-ensemblet ”Ensemble Virskogo”, der har optrådt i 60 lande kommer også til Kongens Nytorv sammen med nogle af den klassiske ballets stærkeste pas de deux´er opført af ukrainske solister.
Det ukrainske præsidentpalads sender Det Ukrainske Præsidentielle Orkester til København under ledelse af maestro Husak Maksym for at spille fra Det Kongelige Teaters orkestergrav.
Du kan købe billetter til denne unikke aften på Det Kongelige Teater her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ekstern-arrangor/ukrainsk-aften
Se skuespiller Ghita Nørbys præsentation af Ukraine-aftenen på dette link:
Fotoudstillingen ”Light in the memories”, Lys i minderne, der blev skabt af 15 unge ukrainere i Rudersdal i alderen 12 - 16 år til markeringen af et-årsdagen for krigen, bliver udstillet i Det Kongelige Teater ved de to ukrainske kultur-aftener i maj. (Foto: Jan Andersen)
Kunstnere fra Ukraine er også sendt i krig, men i maj vil en række af landets bedste kunstnere optræde i Det kongelige Teater. (Foto: Det kongelige Teater)
Musik, opera og ballet står på programmet de to aftener i maj, hvor målet er at sælge 2550 billetter til støtte for Ukraines børn. (Foto: Det Kongelige Teater).
Se også
Seneste nyheder