Skip to main content

Flygtningebørn fra Rudersdal til musikalsk fest i Cirkusbygningen

 Ambassadør Vydoinyk Mykhailo havde selskab ved sit bord af otte ukrainske unge.

Af Jan Andersen

350 flygtninge, børn, unge og en del forældre - heraf 100 fra Rudersdal Kommune - havde en musikalsk fest i Cirkusbygningen i København, da foreningen PB 7 Talentscenen inviterede dem til et forrygende show med TV-værten Johannes Langkilde og 150 talentfulde solister og musikere.

I fire timer blev flygtningene samt en række betalende gæster underholdt i Cirkusbygningen søndag 12. marts med en buket af jazz, pop, musicals, Brass-Band og rytmisk musik.

Fra Rudersdal deltog flygtninge fra Ukraine, Eritrea og Syrien, flest fra Ukraine. Rudersdal Kommune har modtaget knapt 300 ukrainske flygtninge, mange enlige mødre med børn.

Ambassadøren rørt

Ukraines ambassadør i Danmark, Vydoinyk Mykhailo, og flere af hans medarbejdere deltog også i Cirkusbygningen, og ambassadøren sad sammen med otte ukrainske unge, som han talte med i løbet af aftenen.

”Ambassadøren var overvældet og rørt over arrangementet,” siger Per Brynoldt, der er formand for den frivillige forening PB 7 Talentscenen, der målrettet arbejder på, at unge musikere får mulighed for at afprøve deres talenter i et professionelt miljø.

”De øver i adskillige timer i øvelokaler, men de vil naturligvis gerne ud at spille på en professionel scene som Cirkusbygningen. Det hjælper vi dem med som en non-profit forening,” siger Per Brynoldt.

Han håber også, at arrangementet i Cirkusbygningen kan være med til at rekruttere nye talenter blandt de unge ukrainske flygtninge: ”Mange af dem er musikalske, og vi kunne godt tænke os at sætte noget praktisk i gang med de børn og unge,” siger Per Brynoldt.

”En fest”

”Det er helt klart, at de havde en fest,” siger Per Brynoldt. Han er netop fyldt 80, spiller selv trompet, og fortsætter ufortrødent sit frivillige arbejde for unge musikalske talenter.

”Musik er sundt for hjernen,” siger Per Brynoldt.

De 350 billetter til ukrainske flygtninge blev fordelt gennem kommuner og organisationer, herunder Frivilligcenter Rudersdal, hvor den frivillige Henrik von Scholten tog imod flygtningene fra Rudersdal ved indgangen til Cirkusbygningen.

”De var spændte, og det var virkelig flot musik,” siger Henrik von Scholten.

Ambassadør Vydoinyk Mykhailo blev interviewet på scenen af TV-værten Johannes Langkilde, hvor ambassadøren slog fast, at krigen i Ukraine vil få en ende og landet blive samlet igen.

Ambassadøren vil glæde sig til at invitere danskerne til Ukraine, når krigen er slut, og han udtrykte taknemmelighed for al den hjælp, som Danmark og danskerne yder Ukraine og de tusindvis af fordrevne, der opholder sig i Danmark.

Anna Baburkina, der samlede de ukrainske unge til arrangementet, siger, at teenagerne var glade: ”Det var en fantastisk koncert, og vi har fået mange positive reaktioner. Tak fordi I tager jer så godt af os,” siger Anna.

Alsidigt program

Det musikalske program omfattede blandt andet et ungdoms Big Band med talenter fra hele Sjælland, der spillede klassiske evergreens inspireret af Frank Sinatra, Count Basie og Benny Goodman arrangeret af professionelle musikere fra blandt andre DR Big Band og Tivoli.

Popgruppen The Cosmic Twins, der debuterede I det danske Melodi Grand Prix 2021, indtog scenen i Cirkusbygningen med et forrygende show. Så fulgte Danmarks ældste amatørorkester, Rødovre Concert Band, med musik fra blandt andet kendte musicals. Orkesteret har vundet adskillige konkurrencer og rummer eliten af Danmarks unge musiktalenter.

Studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorie under ledelse af musikprofessor Jesper Windfeldt Juul spillede en buket af populær Brass Band musik med forskellige temaer.

Showet blev rundet af med et festfyrværkeri af rytmisk musik og danserytmer leveret af Copenhagen Showband.

Vil du donere fribilletter til arrangementer, så kontakt Frivilligcenter Rudersdal Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Vil du være med i DFUNK Rudersdal, Dansk Flygtningehjælp Ungdom, så kontakt Erik Rame Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Her kan du læse mere om den frivillige forening PB 7 Talentscenen https://pb7talent.dk/

Cirkus_1-Ukraine-Nyhed.jpg Glade ukrainske unge til musikshow i Cirkusbygningen. I midten Ukraines ambassadør i Danmark Vydoinyk Mykhailo. 
 Cirkus 6 Ukraine Nyhed Et udpluk af de forventningsfulde ukrainske unge foran Cirkusbygningen
 Cirkus 7 Ukraine Nyhed  
 Cirkus 13 Ukraine Nyhed Per Brynoldt fra PB 7 Talentscenen spillede selv trompet til arrangementet. Han brænder for at hjælpe unge musiktalenter frem.

 


Antal visninger 3130