Farvel og tak til Claus Vesterager Pedersen


Billede Claus 600

Farvel og tusind tak for tiden til Claus Vesterager Pedersen, som stopper som administrativ medarbejder i Frivilligcentret med udgangen af august. Claus har valgt at sige sit job op for at få mere tid til privatlivet, og han bliver savnet.

Igennem mere end 3 år har Claus været et solidt anker i Frivilligcentret og det frivillige miljø, hvor han har holdt styr på tal og talenter, briknøgler og medlemmer. Venlig, stabil og bestemt har han jongleret med det meste og klaret driften af et center med fart på og masser af nye projekter.

Undervejs har han opbygget en ny hjemmeside, overtaget bogholderopgaven fra et firma udenfor Frivilligcentret og så har han været mand for at sikre at nyhederne kom ud med nyhedsbrevet et par gange om måneden.

Claus er selv levende optaget af det frivillige miljø. Han er med i Holte Kammerkor. Han har meldt sig som frivillig våger for Røde Kors. Han synger solo når Jørgen Rassing inviterer til at være med i Fredagsmatine som ÆldreSagen står bag. Her i Frivilligcentret har han kælenavnet crooner-Claus fordi han mange gange har optrådt til vores egne arrangementer og aldrig er bleg for at synge for, når der er fællessang.

Claus er en tusind-kunster og det han ikke kan, det lærer han.  

Vi kommer til at savne ham i hverdagen, men vi er overbeviste om, at han med sit store engagement og sociale sindelag nok skal lægge vejen forbi Frivilligcentret med jævne mellemrum.

Vi ønsker Claus alt godt med næste kapitel.


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794