Hvordan styrker vi medmenneskelighed og selvhjælp i Rudersdal?


Banner selvhjlp rudersdal

Kom og giv dit besyv med i debatten om selvhjælp på Folkemødedag Rudersdal den 4. september på Havarthigaarden. Debatten foregår i B3 fra 13 – 13.50.

Hvordan bliver vi meget bedre til at engagere flere mennesker til at hjælpe hinanden igennem livets svære situationer i fællesskab? Det vil Frivilligcentret sætte fokus på sammen med dig, selvhjælpsgrupperne og et veloplagt panel af politikere.

  • Vi vil så gerne have en god dialog om hvordan vi kan styrke Selvhjælp Rudersdal. Vi er kommet godt i gang, og det har stor værdi for mennesker, der har været med i grupperne, og der er mange potentialer ved at udvikle området, siger Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal.

Mød selvhjælpsgrupperne

Tre ledere af selvhjælpsgrupperne deler deres historie om, hvordan de selv er kommet i gang og deres erfaringer med hvad der virker, og hvad der kan gøres bedre. Du møder Mette Langkjær, instruktør i Lær at Tackle hverdagen som pårørende. Mie Hansen, medstifter af Sammen om Sorgen, hvor unge bruger deres egen erfaring til at hjælpe unge med at leve med sorgen. Steen Baarts, gruppeleder af Kom Videre Mand, hvor han bruger sin egen erfaring til at hjælpe mænd tilbage på sporet.

Mød politikerne

Et bredt sammensat panel af politikere kommer med deres bud på hvordan man kan styrke medmenneskelighed og selvhjælp og få et godt samspil mellem kommunen og det frivillige miljø. Du møder Jens Darket (Venstre), Anette Maj Billebølle (Socialdemokratiet), Ann Sofie Ohrt (konservative), Jacob Netteberg (Radikale), Mona Madsen (Lokallisten), Lisette Jespersen (Enhedslisten). Frivilligcentrets formand Preben Etwil er moderator.

Debat om vilkår for pårørende

Patient- og pårørendeforeninger i Frivilligcentret inviterer politiske partier til debat for at forbedre vilkårene for pårørende fra 12 – 12.50 i Sal D. Læs mere her. 

Stand viser vej til fællesskabet

Frivilligcentret og medlemsforeningerne viser vej til fællesskabet.

Her kan man få en snak med frivillige fra Frivilligcentret og foreningerne og høre hvordan man nemt og enkelt kan komme i gang som frivillig og deltage i de mange fællesskaber. Her kan man få overblik over aktiviteter for seniorer og indblik i de mange selvhjælpsgrupper og tilbud i Rudersdal. Pårørende kan se hvilke tilbud foreningerne har på programmet i efteråret.

Publikum inviteres til at dele deres ideer til hvordan vi kan styrke medmenneskeligheden generelt og situationen for pårørende specifikt.

Mød foreningerne

Flere foreninger deltager på fælles stand eller med egen stand. Det gælder Kræftens Bekæmpelse, Dansk Syrisk Kulturforening, Hjerteforeningen, Søllerød Bridge, Ældre Sagen, 1. Holte Spejder, Bakkehuset, Rudersdal Erhvervsfornening, Gigtforeningen, Skovfitt.dk, Støtteforeningen Hospice Rudersdal, Aktive Birkerød Seniorer, Nærum Lokalteater, Danske Handicap Organisationer


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794