Frivilligcentret og foreningerne slår følge med March mod Ensomhed


 March mod ensomhed

Kom med! Frivilligcentret og foreningerne støtter op om kampen mod ensomhed og slår følge med Partick Cakirli, når den landsdækkende march mod ensomhed kommer til Rudersdal den 17. og 18. august.

Igennem de seneste år har Patrick Carkili vandret Danmark tynd i kampen mod ensomhed – og han vandrer kun sammen med andre. For at komme frem har han altså brug for hjælp, for hvis han ikke har følgeskab, skal han stå stille. Derfor inviterer han lokale rundt om i landet til at gå med ham og Frivilligcenter Rudersdal og mange af foreningerne har besluttet at gå med i kampen mod ensomhed og sætte fokus på fællesskab og social ansvarlighed.

- Det er naturligt for os at gøre kampen mod ensomhed til en fælles sag. Frivilligcentret samler mere end 80 foreninger, som på hver deres måde viser vejen ud af ensomhed og ind i fællesskabet og mange af foreninger og frivillige har allerede besluttet at gå med en strækning, siger Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal.

Kræftens Bekæmpelse Rudersdal giver garanti for følgeskab. Det samme gør Aktive Birkerød Seniorer. Det Rullende Korps marcherer med det sidste stykke med beboere fra plejehjemmet Frydenholm i kørestole. Frivilligcentret er også med i ensomhedsmarchen med cyklen ’Fri Willy’, som rummer en mobil udstilling med præsentation af de mange fællesskaber, som man kan blive en del af.

Flere end 380.000 voksne og over 20.000 børn i Danmark hvert år føler sig svært ensomme. March mod Ensomhed er en frivillig social forening, som har til formål at sætte nationalt fokus på ensomhed.

Gå med den 17 august

Du kan gå med den 17. august og være med til at tage godt imod ham, når han ankommer til Rudersdal Rådhus. Patrick og marchen ankommer på Rådhuset i Holte kl 16.30, hvor han bydes velkommen af borgmesteren.

Deltag i fællesspisning

Rudersdal Kommune inviterer til gratis fællesspisning på Kulturcenter Mariehøj klokken 18.00, hvor Patrick holder hovedtale og Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal, taler om veje ind i fællesskabet og ud af ensomheden. Programmet byder også på underholdning og fællessang fra Mariehøjkoret og Rudersdal Bevægelses Akademi genopfører deres ‘mobbedans’, som pigerne selv har fundet på. Det er gratis, men der er begrænset antal billetter. Du kan få billet til fællesspisning her 

Gå med den 18. august

Du kan også gå med fra Holte onsdag den 18. august. Der er fælles morgenbrød klokken 7.30 og turen starter kl. 8.00 ved Rudersdal Rådhus, Øverødvej 2, 2840 Holte. Der er ca. 5 km til Lyngby Kirke, men du bestemmer selv, hvor langt du vil gå med.

Sådan deltager du

Du er også meget velkommen til at gå med og du behøver ikke at give besked på forhånd. Se ruten og det detaljerede program her 


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794