Unge inviterer unge til sorgcafe


 unge inviterer unge

 Sammen om sorgen

Har du mistet en som stod dig nær? Eller kender du en, som har? Så er du velkommen til sorgcafe, hvor unge snakker med unge om at miste en forældre, en søskende, en bedsteforældre, en nær ven eller klassekammerat.

Du møder unge frivillige, der selv har mistet, og som er parat til at fortælle deres personlige historier og dele deres erfaringer om, hvordan man kommer igennem den svære tid og lærer at leve med sorgen.

Du har også mulighed for selv at tale om din sorg, hvis du føler dig klar til det.

Hver sorgcafe har sit eget tema, så du er velkommen til at deltage i en eller flere cafeer.

Vi byder på the og kaffe, saft og småkager.

Til sidst præsenterer vi dig for muligheden for at deltage i en sorggruppe for unge, som vi starter i efteråret i Rudersdal og Lyngby-Taarbæk.

Hvem kan deltage?

Alle unge, der har erfaring med sorg er velkomne til at deltage, og det er muligt at tage en ven eller en fra familien med til sorgcafeen.

Hvor og Hvornår?

Sorgcafe i Rudersdal med tema mærkedage

Cafeen handler om de dage, hvor sorgen kan fylde lidt mere. Det kan være på dage som fødselsdage eller højtider som jul, hvor man savner den, man har mistet, mere end man plejer.

På caféen vil unge frivillige dele ud af deres egen erfaringer med visse dage, der føles sværere, og vi vil tale om, hvad vi selv gør, for at komme bedst gennem dagen med sorgen.

Torsdag 29. juni fra 17.00 – 19.00 i Frivilligcenter Rudersdal, Øverødvej 246 A, Holte.

Tilmeld dig her.

Sorgcafe i Lyngby med fokus på, hvordan man taler om den, man har mistet

Cafeen handler om, hvordan vi kan tale om dem, som vi har mistet. Ingen skal være alene med deres sorg og ved at tale om den vi har mistet kan vi holde minderne i live og give dem plads. Vi vil tale om hvordan man kan give plads til kærligheden, som ligger bag sorgen - og hvordan vi kan gøre en forskel ved at tale om dem vi har mistet.

Torsdag den 19. august, Rustenborgvej 2A 19-21 i Frivilligcenter Lyngby-Taarbæk,

Tilmeld dig her.

Hvem står bag:

7 unge frivillige står for sorgcafeer og sorggupper. Mie, Bodil, Julie, Ingeborg, Sofie, Nina og Nikita har alle oplevet sorg og følt sig alene i sorgen. Nu vil de gå foran og skabe bedre muligheder for, at unge kan være sammen om sorgen. De unge har alle været på kursus i, hvordan man arbejder med selvhjælp og i sorgarbejde, hos Frivilligcenter Rudersdal og Kræftens Bekæmpelse.

Sorggrupper for unge undervejs

Til efteråret starter vi sorggrupper for unge, og du er velkommen til at deltage. Der er sorggrupper for de 15-20 årige og for de 20-30 årige fra Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794