Folkemødedag Rudersdal 2014


Folkemødedag rudersdal 2014 029

Frivilligdebat

Interessen var stor for at høre med ved debatten om foreningsfrivillighed og kommunal frivillighed til Folkemødedagen i Rudersdal lørdag den 30. august. Omkring 30 personer fik sig klemt ind i lokalet, og mens der blev hentet flere stole præsenterede ordstyrer Mads Fuglede de to debattører Signe Bo fra DUF og Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet. Vibe Klarup Voetmann måtte desværre melde afbud.

Debatten udviklede sig, som debatter nu gør i mange retninger. Mads Fuglede lagde i sin introduktion op til en spejling af den danske frivillighed i den amerikanske model, hvor forventningerne til borgerens frivillighed er meget eksplicitte. Her er frivillighed for eksempel på skoleskemaet.

Bjarne Ibsen fortalte, at den nordiske velfærdsmodel faktisk er mere fremmende for frivilligheden og at vi i de nordiske lande er mere frivillige end i USA. Undersøgelser viser, at velfærdsmodellen giver overskud til aktiv samfundsdeltagelse, og at den frivillige indsats i foreningerne er understøttende for demokratitanken om at vi i fællesskab har et ansvar. At inddrage borgerne i lokalsamfundet og i de opgaver der skal løses er godt for den demokratiske dannelse, men det forudsætter, at kommunerne vil have de frivillig indenfor og også helt ind i maskinrummet.

Signe Bo understregede blandt andet, at forskelligheden mellem foreningsfrivilligheden og den kommunale frivillighed er stor, men at der er både nød og frivillighed nok til alle. Hun så dog en fare ved, at den kommunale frivillighed kan komme til at udkonkurrere foreningsfrivilligheden, når en lønnet projektansat medarbejder ansættes til at løse en opgave, og spurgte til hvem der så mon tager over, når projektperioden udløber.

Fra salen lød spørgsmålet så, hvorfor oplever vi at landsorganisationerne glemmer deres egne lokalafdelinger?

Og sådan fortsatte det i 45 minutter indtil næste debat bankede på døren.


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794