Der bliver trængsel til FrivilligBørsen


40 foreninger, frivilliggrupper, offentlige institutioner og virksomheder har allerede meldt at de deltager på årets FrivilligBørs den 24. september. I Frivilligcentet håber vi at endnu flere vil følge trop.   
 
Netværksarrangement med byttehandler
På FrivilligBørsen mødes offentlige institutioner, lokale virksomheder, foreninger og frivillige grupper for at forære hinanden viden, aktiviteter og ressourcer. Da der blev holdt FrivilligBørs i efteråret 2014, blev der indgået over 80 aftaler mellem de cirka 40 deltagere.
”Det at deltage på en FrivilligBørs er en mulighed for at skabe nye kontakter og både dele ud af det man er god til og få noget fra anden kant” forklarer Lotte Hassing, centerleder i Frivilligcenter Rudersdal. ”Sidste år så vi for eksempel at Orienteringsklubben aftalte at indsamle garn til en strikkeklub i Elmehuset og at DemensNetværk Rudersdal fik et foredrag om testamente fra advokat Lene Stener” fortsætter Lotte Hassing.
 
Stadig plads til flere
Lotte Hassing er godt tilfreds med antallet af tilmeldte, men understreger at der er plads til flere. ”Vi gjorde en stor indsats for at få folk med før vi gik på sommerferie og jeg synes det er super flot at så mange allerede har sagt ja, men selv om vi allerede nu har mange på deltagerlisten, håber vi da at høre fra flere, der har lyst til at være med. Jo bredere feltet er, des flere spændende aftaler er der mulighed for” siger Lotte Hassing. Særligt idrætsforeninger, virksomheder og lokale forretninger er på frivilligcenterlederens ønskeliste for kommende tilmeldinger.
 
Sjovt og givende
Når FrivilligBørsen åbner står et korps af mæglere klar til at hjælpe deltagerne med at finde sammen og få aftaler i hus. Det sker på baggrund af et børskatalog, hvor alle deltagere har oplyst hvad de har af tilbud og ønsker. ”Der var et rigtig, rigtig godt arrangement sidste år. Det var hyggeligt og vi fik snakket med en masse mennesker og fortalt om vores frivilliggruppe” fortæller Birthe Klestrup fra Det Rullende Korps. ”Jeg synes vi fik meget ud af det – ellers ville vi jo ikke have tilmeldt os igen” siger Birthe, der sammen med sine medfrivillige snart skal mødes og beslutte hvilke ’vare’ de skal ønske og tilbyde i årets børskatalog.

Tilmeldingsfrist 20. august
Der er både gengangere fra sidste års FrivilligBørs og nye navne på deltagerlisten for i år. Det er muligt for virksomheder, offentlige institutioner og foreninger og frivilliggrupper at tilmelde sig FrivilligBørsen frem til den 20. august. Interesserede kan læse mere her, eller henvende sig på telefon 45 89 00 56 eller mail Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Frivilligbørsnyhedsbillede


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794