IT-besøgsvenner gør nettet tilgængeligt for ældre.


En ny gruppe frivillige står klar til at hjælpe med IT hos ældre og handicappede, der gerne vil i gang med computerne.  
Det kan være svært at komme ordenligt i gang med at bruge sin computer eller iPad, hvis man ikke har den store erfaring med IT. Mange ældre har lysten til at ’komme på’, men støder måske ind i problemer, hvis apparatet gør noget uventet. Har man ikke familie eller venner, der kan træde til er der fare for, at man opgiver helt.

IT-besøgsvenner kommer ud
De frivillige IT-besøgsvenner har godt styr på hvordan man bruger en computer og de ved at al begyndelse er svær, så de har masser af tålmodighed. Får man en IT-besøgsven kommer den frivillige en gang om ugen i en periode på tre måneder. It-besøgsvennen hjælper stille og roligt med at man bliver fortrolig med computerne.
”Der er flere gode tilbud om IT-undervisning i kommunen blandt andet på bibliotekerne, men det er ikke alle, der har glæde af dem.  For nogen er det svært at komme ud af hjemmet og andre synes det er vanskeligt at følge med i holdundervisning, når der er spørgsmål og småsnak i rummet. Der kan også være stor forskel på at sidde ved sin egen computer, frem for en ”lånt” fortælle projektkoordinator Astrid Sandmark fra Frivilligcenter Rudersdal om baggrunden for opstarten af projektet.

Samarbejde mellem Ældre Sagen og Frivilligcentret
IT-besøgsven Rudersdal er blevet til som et samarbejde mellem Frivilligcenter Rudersdal og Ældre Sagen Rudersdal, hvor Frivilligcentret stiller medarbejdertimer til rådighed til at starte projektet op, hvorefter Ældre Sagen køre aktiviteterne videre. ”Ældre Sagen driver allerede en PC-hjælpe tjeneste og arrangerer iPad og computerkurser for ældre så de havde et klart indtryk af at der var behov for længere mere individuelle forløb, men de havde ikke ressourcerne til selv at løbe det i gang. Det har Frivilligcentret så kunne hjælpe med” fortsætter Astrid Sandmark.

Frivillige er klar til at vokse
En gruppe på syv frivillige har meldt sig som IT-besøgsvenner og en del af dem har allerede været på besøg hos deres besøgsværter for første gang. ”Selv om vi kun har annonceret tilbuddet meget lidt, har vi allerede fået en del henvendelser fra folk, der ønsker sig en IT-besøgsven, men vi vil selvfølgelig gerne høre fra flere” siger Astrid Sandmark, der også håber at nye frivillige vil melde sig på banen. ”Jo flere vi er, des flere kan vi nå at hjælpe. Vi håber at kunne finde 5-10 nye frivillige i løbet af november” siger hun.
Er man interesseret i at få en IT-besøgsven eller i at blive frivillig kan man kontakte Frivilligcenter Rudersdal og Ældre Sagen Rudersdal på enten tlf. 45 89 00 56 eller 20 15 36 46.

til hjemmesidenyhed


Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794