Sundhedsmyndighederne har den 20. april 2020 tilpasset deres anbefalinger, så det nu er muligt at åbne for visse udendørs idræts- og fritidsaktiviteter. Udgangspunktet er, at der ikke må være kropskontakt.
Rudersdal Kommune følger anbefalingerne og åbner derfor visse dele af idræts- og fritidslivet og kommunens udendørs faciliteter/anlæg. Det sker i gensidig respekt og med overholdelse af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og de landsdækkende organisationer DIF/DGI/DUF. Læs retningslinjer og anbefalinger på: https://politi.dk/corona/
De generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne skal overholdes ved brug af kommunens idræts- og fritidsaktiviteter. Det betyder:
At man ikke må samles flere end ti personer
At man skal holde en afstand på minimum to meter til andre personer
At man skal være særligt opmærksom på håndhygiejne. Brug håndsprit hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe
At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde
At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed. Gå straks hjem selv ved milde symptomer
Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen
Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketsjer, diskos, kugler eller golfkøller), anbefales det, at der kun benyttes personlige rekvisitter. Hvis det ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit
Klubhuse, omklædnings-, toilet- og badefaciliteter ikke er tilgængelige
For specifikke anbefalinger for hvordan de forskellige udendørsaktiviteter uden kropskontakt bedst kan gennemføres i en forsigtig og kontrolleret åbning, henvises der endvidere til de respektive idrætsforbunds anbefalinger.
Særligt skal bemærkes, at Dansk Boldspilunion (DBU) har meldt ud, at fodbold og amerikansk fodbold betragtes som en kontaktsport og at tidligere udmeldinger om, at aktiviteter, herunder holdtræning i både store og små grupper, fastholdes. Det betyder, at de fortsat ikke må finde sted, før der er nye anbefalinger og regler fra myndighederne.
Rudersdal Kommune følger disse anbefalinger, hvorfor der fortsat er lukket for al, både foreningsorganiseret og kommerciel fodboldaktivitet, herunder også amerikansk fodbold.
Rudersdal Kommune ønsker at gøre opmærksom på, at foreningerne fortsat har ret til IKKE at genåbne aktiviteter på ovennævnte vilkår, hvis foreningen fortsat ønsker at fastholde en mere restriktiv tilgang til at udøve udendørs aktiviteter. Den delvise åbning er med andre ord frivillig.
Frivilligcenter Rudersdal Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056 mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794