Der er god brug for fællesskaber i disse dage. Coronatiden er hård at komme igennem for foreningslivet, som kæmper for at finde på nye måder at være sammen på, der kan holde ensomheden og mismodet på afstand.
Foreningslivet i Rudersdal mærker undtagelsestilstanden i egne rækker, viser en lille miniundersøgelse fra Frivilligcenter Rudersdal. Savnet efter fællesskaber og aktiviteter breder sig overalt, og det er svært for mange at holde modet oppe.
Alle savner fællesskabet. Nogle foreninger kan fortælle, at flere af deres medlemmer begynder at lukke sig om sig selv, og at det er svært at få digitale fællesskaber til at fungere. Det er simpelthen ikke det samme i de digitale universer, hvor der er længere afstand, og det er sværere at få den gode stemning, smilene, varmen og venlighed til at spille. Nogle steder er foreningslivet helt gået i stå
Mange kæmper for at give fællesskaberne nyt liv med telefonrådgivning, telefonkæder, telefonmøder, lektiehjælp online og frivilligmøder på skærmen. Andre laver hjemmetræning og digitale træningsfællesskaber.
Corona er en stor udfordring for flygtninge.
På en række punkter påvirker nedlukningen af det danske samfund flygtninge uforholdsmæssigt hårdt, fordi mange ikke forstår informationerne om smitte og konsekvenserne af nedlukningen af samfundet. Regeringen er kommet sent i gang med oversættelse til andre sprog. De første uger var det frivillige foreninger, der informerede om nedlukning, smitte og regler i alle egne netværk på sociale medier.
Nada Naannaah, der er forkvinde for Dansk-Syrisk Kulturforening, har haft mere end almindeligt travlt med at oversætte pressemøder, give information om smitte til sine medlemmer, og minde om, at man ikke må samles mere en ti personer. Hun har også haft mange telefonsamtaler med sine medlemmer, som har det svært:
Dansk-Syrisk Kulturforening holder fast i mange frivillige aktiviteter. Der er kommet flere en-til-en samtaler, lektiehjælpen fortsætter online, men den sociale lim mangler:
Rigtigt mange foreninger i Integrationsnetværket i Frivilligcentret har travlt med at hjælpe fra afstand. Og der er meget at hjælpe med. For selvom myndighederne nu oversætter information om smitte og generelle regler, så er integrationsforløb sat på pause. Sprogskoler og praktikforløb, jobcentre og biblioteker har været lukket ned i mange uger. Disse steder er vigtig kontakt til det danske samfund, som nyankomne flygtninge har, og de bliver således endnu mere isolerede end andre grupper. Frivillige fra Venligboerne, fra gruppen Egebæks venner, fra Birkerød Flygtningekontakt m.v. gør, hvad de kan for at opsøge og instruere flygtninge i, hvordan de skal forholde sig, hvis de mister jobbet, give information om genåbning af børnehaver og skoler og retningslinjer for ramadan i Corona-tiden.
Frivillige fra Venligboerne, fra gruppen Egebæks venner, fra Birkerød Flygtningekontakt er der med råd og dåd på telefonen og i deres fællesskaber på sociale medier:
Mange flygtninge har også selv været hurtige til at tilbyde en hjælpende hånd, hvor der er brug for det. Nima Khodadadi er en af dem. Han har været med i gruppen Egebæks Venner længe og bruger nu sin erfaring i det danske samfund og sit sprog i Røde Kors Hjælpenetværk og har også tilbudt at hjælpe karantæneramte med at købe ind i det lokale bysamfund.
Lektiehjælperne i Birkerød Flygtningekontakt gør deres bedste for at hjælpe. Her er nogle tilbagemeldinger fra dem.
Isolerede Seniorer.
Foreningerne for seniorer arbejder også på at konvertere fællesskaber til telefoniske og digitale fællesskaber. Ældre Sagen var blandt de første til at omstille IT-hjælpen til telefonrådgivning og etablere telefonsamtaler til medlemmerne
DemensNetværk Rudersdal har løbende haft kontakt med medlemmerne pr. telefon eller mail. To frivillige har været kontaktpersoner for nye medlemmer, som endnu ikke har lært fællesskabet at kende og foreningens forkvinde Inge Sørensen har selv talt med mange medlemmer. Men tiden taget i betragtning har DemensNetværket aflyst forårets program, musikdag og forårsudflugt og starter først møder igen i midten af september.
I Aktive Kvinder i Rudersdal savner 110 kvinder 60+ hinanden.
I Bakkehuset i Vedbæk er mere end 400 medlemmer også opsat på at genoptage aktiviteterne i aktivitetshuset hurtigst muligt, og de små udendørs motionshold med færre end 10 deltagere er så småt i gang igen.
Advokatvagten omstiller til telefonrådgivning.
Advokatvagten har ikke længere mulighed for at holde åbent på bibliotekerne en gang om ugen, så nu holder Advokatfirma Stener åbent for gratis telefonisk rådgivning hver torsdag kl. 16-18 på 4541 4503.
Hun opfordrer til at tage kontakt. Der er meget, der kan ordnes på en telefonvagt. Både fremtidsfuldmagt og testamente kan oprettes i papirform og underskrives for vitterlighedsvidner, indtil notaren åbner, hvor den digitale opbevaring sikres.
Digital træning og små udendørs træningsfællesskaber.
Rudersdal Bevægelsesakademi holder dansen vedlige med hjemmetræning. De danser sammen – hver for sig.
Foreningen har oprettet en Facebookgruppe for pigerne, der gerne vil fortsætte dansen og hulahop-træningen. Danserne kunne låne hulahopringe af foreningen, og deres træner, Ida, har kørt rundt med hulahopringe, sprittet dem af og afleveret dem foran døren.
KulNaturForeningen Skodsborg har lavet et greenroom til alle medlemmer i form af et mødested online med masser af grøn inspiration, øvelser på film, så medlemmerne vil kunne fortsætte træningen i naturen hver for sig. KulNaturforeningen har også genstartet urtevandringerne for max 9 personer.
Corona-guide fra Frivilligcentret.
Frivilligcenter Rudersdal har lavet en oversigt over alle de mange muligheder, der er for at holde sig i kontakt, tale sammen, få hjælp og blive klogere. For selvom det er svært, så er det på få uger lykkedes civilsamfundet at finde nye måder at være sammen på. Vi har stadig brug for fællesskaber, selvom vi ikke kan mødes. Se hvordan borgere, frivillige og foreninger hjælper hinanden i Rudersdal og resten af landet. Send også gerne et tip til Frivilligcentret, hvis du har kendskab til et tilbud, som bør være med i Corona-guiden til borgere, frivillige og foreninger.
Frivilligcenter Rudersdal
Kulturcenter Mariehøj, Øverødvej 246B, 2840 Holte, tlf: 4589 0056
mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., facebook, CVR: 26449294, konto: 2253 0722534794