Medlemmernes indspil til ny strategi

På generalforsamlingen i Frivilligcenter Rudersdal den 18. april tog medlemmerne hul på snakken om hvordan vi ruster det frivillige miljø til fremtiden og hvad der skal prioriteres i Frivilligcentrets kommende strategi
Frivilligcentrets skal have ny strategi for 2024-26, da den nuværende strategi udløber med årets udgang. Det var baggrunden for at medlemmerne blev taget med på råd med de første indledende samtaler om hvad der er styrker, svagheder, muligheder og trusler i det frivillige miljø og hvilke konkrete ønsker medlemmerne har til strategien.
Styrker
Mangfoldighed, fællesskab og masser af aktiviteter i fritiden var blandt de mange bud på hvad der er styrkerne i det frivillige miljø. Vi har et stærkt civilsamfund, som er et godt værn mod ensomhed, hvor man kan få ny viden og nye færdigheder og der er gode rammer for folkeoplysning. Det frivillige miljø giver samhørighed, livskvalitet, og masser af ny udvikling i et åbent miljø hvor alle er velkomne og der er plads til nye idéer.
Frivillige gør en forskel for mange sårbare målgrupper og mange seniorer og frivillige bliver selv stærke. Der er mange stærke ældre i Rudersdal.
Frivilligcentret er et godt samlingspunkt, hvor der er åbenhed for nye idéer og tillid til det fælles bedste og mange fælles mål. Alle føler sig velkomne. Vi er mange, vi har et netværk, vi har lokaler og rådgivning til foreningerne.
Svagheder og trusler
Der er også svagheder og trusler mod det frivillige miljø. Økonomiske trængsler, mangel på frivillige, mangel på kompetencer. Det kan indimellem være svært at fastholde engagement. Det er svært at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer til flere foreninger. Der mangler unge i det frivillige miljø. Børnefamilien har ikke tid grundet for mange forpligtelser, vores fællesskabsfølelse mindskes, og gabet mellem ung og ældre øges.
Frivillige aktiviteter og Frivilligcentret er ikke tilstrækkeligt kendt. Mange sårbare og ressourcesvage brugere får ikke glæde af tilbud. Der er stor ensomhed og stort behov for at nå flere sårbare og ressourcesvage målgrupper.
Flytning af foreninger og Frivilligcentret kan true sammenholdet i miljøet på Mariehøj.
Generationsskifte i foreningerne går trægt. Nogle er bekymrede for tidens egoisme. Andre over at vi har for mange tilbud der konkurrerer om opmærksomheden og det bliver svært at prioritere. Unges online sociale liv er en trussel for fællesskabet og hele civilsamfundet er mærket af miljø- og klimaudfordringer, krig, pandemi, sygdom og inflation.
Muligheder
Der er nok at tage fat på for at realisere det store potentiale, der er i civilsamfundet. Der er brug for mere synlighed. Der peges også på, at vi kan samarbejde mere indenfor det frivillige område og udvikle fælles projekter. Der er gode muligheder for at blive hørt, fordi vi er mange.
Andre peger på de digitale muligheder med alt fra større digital informationsportal til at bruge IT til at styrke muligheder for folk med handicap eller andre begrænsninger samt udsatte.
Der er store muligheder i at styrke netværk og samarbejde med forskellige aktører som det private erhvervsliv og især kommunen.
Ønsker til strategi
Der kom også konkrete forslag til Frivilligcentrets kommende strategi.
Stort ønske om fortsat arbejde med synlighed – sælg budskabet.
Generationsskifte skal tages seriøst og vi skal forberede en kulturændring i det frivillige miljø, der rummer nye generationer.
Medlemmerne ønsker blandt andet mere fokus på unge og foreslår at foreningslivet kommer tilbage i skolen f.eks. i form af featureuger. Andre foreslår stærkere samarbejde med idræt/børn/unge og at fremme fællesskaber til sårbare børn og unge.
Der skal fortsat arbejdes på at skabe fællesskab for sårbare personer.
Fællesarrangementer i netværk af beslægtede foreninger er på ønskelisten. Medlemmerne opfordrer Frivilligcentret til at facilitere samarbejde mellem organisationer.
Styrket samarbejde med private og erhvervslivet og myndighederne, hvor Frivilligcentret kan være med til at påvirke myndighederne til at give frivillige foreninger bedre vilkår og færre administrative byrder.
Den grønne dagsorden og det bæredygtige liv skal fortsat være en del af Frivilligcentrets strategi og tankegangen skal udbredes til foreningerne.
Se også
Seneste nyheder