Fuldt hus til seniordagen
Dagen bød på inspiration til at starte egne sociale seniorfællesskaber i de almene boligområder og få et aktivt seniorliv
Kultursalen var fyldt op med godt 200 gæster, foreninger, kommunale medarbejdere og boligselskaber, som var samlet for at blive bedre til at skabe gode seniorfællesskaber rundt om i kommunen.
”Alle mennesker har brug for fællesskab. Det er ikke anderledes for seniorer – tvært i mod”, sagde formanden for Frivilligcentret Preben Etwil i velkomsttalen. Han fortsatte: ”Som ældre har man som regel forladt arbejdsmarkedet, og dermed også mistet kontakten til et dagligt netværk. Ens børn er flyttet hjemmefra, og har travlt med deres egne gøremål. Nogle ældre har endog mistet deres samlever eller ægtefælle, hvilket bidrager kraftigt til ensomhedsfølelsen. Som ældre er det heller ikke så naturligt, som da man var ung, at gå ud og finder nye venner og bekendte. Man flytter heller ikke så meget, så det med nye naboer, bliver en sjældenhed. Vi har også under coronakrisen kunnet konstatere, at ensomheden blandt ældre er steget. Det har været en helt naturlig konsekvens af de mange nedlukninger af forenings- og kulturlivet. Vi må op på hesten igen. For i dag sætter vi fokus på seniorers trivsel og fællesskaber.”
Borgmester Ann Sofie Orth glædede sig over at være med: “I er her fordi I ser værdien af fællesskab og gerne vil udbrede den til andre. Det kan jeg ikke takke jer nok for” sagde hun.
Mange oplever ensomhed
Den nye sundhedsprofil viser, at flere i deres egen definition føler sig ensomme. Faktisk vurderer 26% sf ældre over 65, at deres helbred er mindre godt eller dårligt.
Festligt og inspirerende program
Eftermiddagen bød på inspiration til at komme ud i naturen sammen fra et spændende projekt fra Århus. Holte Kammerkor, Pilekoret og Vedbæk Garden bød på dejlige musikalske oplevelser.
Der var flot opbakning fra foreninger og kommunen og gæsterne kunne besøge standene fra Hemmingway Club, Ældresagen Rudersdal, Dansk-syrisk Kulturforening, Kulnatur-foreningen Skodsborg, Parkinson Cafe Rudersdal, Klimabevægelsen, Nærum Lokalteater og Rudersdal Kommune
Frivilligcentret håber at arrangementet giver mange nye fællesskaber i de almene boligområder.
Start dit eget seniorfællesskab
Hvis du får lyst til at starte dit eget seniorfællesskab, så kan du få hjælp til at komme i gang af Frivilligcentret. Seniorfællesskaber i boligområderne styrker både naboskab og fællesskab. Det hele starter med kaffehygge, fællessang og besøg fra foreningerne og det får trivsel og livskvalitet til at blomstre på møderne og mellem møderne og gør boligområdet til et rart og trygt sted at bo.
TrygFonden har givet tilskud til projektet frem til udgangen af 2023. Seniorfællesskaberne etableres i samarbejde med aktive beboere, boligselskaberne, Ældre Sagen i Rudersdal og Rudersdal Kommune og mange foreninger der kommer på besøg og inviterer seniorerne til at følges ud i foreningslivet. Kontakt: