Skip to main content

Velkommen til foreningen Bedre Vilkår

Vi byder et varmt velkommen til Bedre Vilkår, som netop er blevet medlem af Frivilligcenter Rudersdal.

Bedre Vilkår er en nystiftet forening i Rudersdal, der arbejder for at skabe bedre vilkår for mennesker med særlige behov. Det kan være på grund af handicap, sygdom eller anden sårbarhed.

Lokalt i Rudersdal ønsker Bedre Vilkår at være en aktiv stemme og samarbejdspartner, der styrker forståelsen, dialogen og fællesskabet omkring mennesker med særlige behov.

Foreningen arbejder ud fra fem centrale formål:

  1. Være en samlet stemme – og repræsentere familier med børn, unge og voksne med særlige behov i Rudersdal Kommune.
  2. Kvalitet i sagsbehandlingen – ved at styrke gennemsigtighed, borgerinddragelse og bedre processer i kommunens beslutninger og sagsbehandling.
  3. Fokus på problematikker – ved at synliggøre generelle udfordringer og erfaringer, så strukturelle problemer kan sættes på den politiske dagsorden. Foreningen behandler ikke enkeltsager, men arbejder ud fra fælles mønstre og erfaringer.
  4. Netværk – ved at tilbyde medlemmer et forum for støtte, sparring og erfaringsudveksling, der styrker deres muligheder for at navigere i systemet og fremme trivsel for børn, unge og voksne.
  5. Dialog – ved at være en konstruktiv samarbejdspartner og dialogforum, som politikere, udvalg, forvaltning og journalister kan kontakte for sparring, råd og indblik i hverdagen på det specialiserede område.

Frivilligcentret er glade for at få Bedre Vilkår med i fællesskabet. Den nye forening kommer med i patient- og pårørendenetværket, og vi ser frem til et godt samarbejde, hvor vi sammen kan skabe endnu bedre rammer for inklusion, deltagelse og livskvalitet for alle borgere i Rudersdal.

Læs mere om Bedre Vilkår her: www.bedrevilkår.dk

 

 


Tilmeld Frivilligcentrets nyhedsbrev og bliv opdateret på det frivillige liv i Rudersdal: TILMELD NYHEDSBREV


Antal visninger 773