Høringssvar: Samspil om sundhed

Frivilligcenter Rudersdal har afgivet høringssvar til sundhedspolitik og indsatskatalog
Frivilligcenter Rudersdal har afgivet høringssvar til Rudersdal Kommunes udkast til ny sundhedspolitik og det tilhørende indsatskatalog. Vi ser det som et vigtigt skridt mod et tættere samarbejde mellem kommune, foreninger og civilsamfundet – og vi kvitterer for, at processen har været åben og inddragende.
I vores høringssvar støtter vi op om målsætningen om sundhed for alle og supplerer med følgende hovedanbefalinger:
- Etablering af et nyt, tværgående indsatsområde med fokus på synlighed og tilgængelighed af eksisterende fællesskaber og aktiviteter, bl.a. gennem den digitale portal Social Kompas og en personlig fællesskabsguide for borgere, der har brug for ekstra støtte.
- Styrkelse af samspillet med foreninger i arbejdet med sund aldring og inklusion i foreningslivet – ikke kun gennem kommunale tilbud, men også via lokale foreninger og initiativer, der allerede gør en stor forskel.
- Mere støtte til børn og unge i psykisk mistrivsel, bl.a. gennem lettilgængelige sociale tilbud i det frivillige foreningsliv – som supplement til kommunale indsatser. Her ser vi et potentiale i at etablere nye fællesskaber i samarbejde med bl.a. Ventilen, Ungdommens Røde Kors og Headspace.
- Udvidelse af målgruppen i indsatsen mod nikotin, alkohol og stoffer til også at omfatte voksne – da Sundhedsprofilen viser, at problematisk forbrug er udbredt blandt både unge og ældre.
Vi glæder os til at bidrage til den videre proces og til at bringe civilsamfundets ressourcer endnu bedre i spil i arbejdet med sundhed og trivsel i Rudersdal.
Læs vores to høringssvar her:
Høringssvar – Sundhedspolitik (PDF)
Høringssvar – Indsatskatalog (PDF)
Læs kommunens udkast til sundhedspolitik og indsatsområder her
Se også
Seneste nyheder