Skip to main content

Skal jeres forening med til Holte loppemarked i år?

Af Adam Schächter, Holte Loppemarked

Kære frivillige foreninger i Rudersdal
Først og fremmest tak til de mange foreninger, der på forskellig vis deltog på loppemarkedet i det forgange år. Jeres deltagelse og indslag er i høj grad med til at farve markedet, sætte særpræg, såvel som at skabe god stemning - og endda mulighed for samtaler om vigtige emner.

I 2024 deltog foreninger som har været en del af markedet i flere år, såvel som foreninger der var med for første gang. Takket være disse kunne besøgende på loppemarkedet blandt andet deltage i et velbesøgte krea-værksted ved Dansk-Syrisk kulturforening, og standen ved Kræftens Bekæmpelse - hvor man kunne quizze, få solcreme og samle solfaktor-armbånd. Gæster kunne spille kortspil med Bridge Søllerød, og børn i alle aldre kunne deltage i FC Holtes fodboldturneringer. Man kunne blandt andet møde Heart2Heart, der informerede om bæredygtighed og ressourcedeling, og nyde Vedbækgardens koncert. Dansk Naturfredningsforening stod for vigtig vidensdeling og skraldeindsamlinger, Verdensmål i hverdagsliv inspirerede, og Nærum lokalteater underholdte både børn og voksne. Hvad angår oprydning, så stod Dansk-Eritreansk forening, på flot vis for, dette en stor del af året, flankeret af Dansk Naturfredningsforening - foruden vores egne opryddere. Vi håber selvfølgelig at mange foreninger igen vil være med. Både til at skabe nye events, og samtidig videreudvikle de begivenheder og ideer som allerede har taget form.

Ønsker din forening at være med i år? Så starter sæsonen starter d. 13. april og slutter d. 12. oktober. Pga. afholdelse af Ironman, er der ikke loppemarked d. 17. august.

Kræver jeres event meget plads, så skriv gerne til os i god tid. Dette giver både mulighed for at kunne reservere et passende område den ønskede søndag, samt mulighed for at promovere jeres forening og event via facebook og Instagram. Send også gerne en kortfattet tekst omkring jeres forening, gerne sammen med et link og et foto. Skulle man dog med kort varsel ønske en stand, så plejer dette også at være muligt, - særligt hvis jeres forening og event ikke kræver meget plads.

Vi har gode erfaringer med at have flere foreninger på pladsen den samme dag, men vil ligesom andre år forsøge at fordele events og foreninger over hele sæsonen. Vi er allerede i dialog med flere foreninger omkring den kommende sæson, og håber på at høre fra endnu flere. Det er (næsten) kun fantasien der sætter grænser for hvordan din forening kan være med, og det behøver bestemt ikke at være et stort event for at have betydning. Der er som nævnt mange måder at deltage på, og skulle man ønske det, så er vi klar til at komme med forslag og sammen evt. gå i tænkeboks. For at sikre plads og lige repræsentation af alle foreninger, kan en forening som udgangspunkt have stand op til 6 gange på en sæson. Dette tal kan dog variere afhængig af interessen for deltagelse, begivenheder og andet.

HolteLoppemarked24 KræftensBekæmpelse Nyhed2025

Events
Hvad angår tilbagevendende events, så er det værd at nævne ”Store Genbrugsdag” - som vi i samarbejde med blandt andet Dansk-Syrisk kulturforening, Vilde Haver og andre afholdt for første gang. Her kunne loppemarkedets besøgende gratis få repareret tøj hos et hold af skræddere, eller få serviceret sin cykel, lære at brodere, samt modtage haveråd og frødeling. Dette event skabte stor efterspørgsel, og vi er i fuld gang med at videreudvikle konceptet til en tilbagevendende begivenhed, gerne flere gange i løbet af den kommende sæson. Ønsker man at deltage på forskellig vis, eller har man blot ideer - så skriv endelig til os vedrørende dette.

Oprydning
Vi ønsker også meget gerne hjælp til oprydningen i år, og håber at nogle foreninger igen er interesserede i at deltage hvad angår dette.

På markedet vil man i år kunne møde Frederik Andersen, Emilie Rose, Lene Storgaard og Simon Hilmoine foruden mig selv. Vi er der fra kl. 5.45 til den sidste loppe har forladt pladsen. Vi har røde kasketter på og burde være nemme at finde. Skulle vi alligevel være svære at få øje på, så kan I altid ringe til os - også hvis I skulle have brug for hjælp til andet.

Vi glæder os til at høre fra dig og din forening, og ikke mindst at være sammen med jer hen over sæsonen!

Bedste hilsener
Adam Schächter
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf. 22 20 05 44 / 28 60 45 61


Antal visninger 641