Bliv job-mentor og hjælp ledige tilbage på arbejdsmarkedet

Frivilligcentret i Rudersdal Kommune efterlyser flere job-mentorer til at hjælpe ledige borgere med at finde tilbage til arbejdsmarkedet
Af Christian Guldager, frivillig jobmentor i Frivilligcentret
I snart fem år har ledige borgere i Rudersdal Kommune haft muligheden for at få kontakt til en mentor, der hjælper den ledige i jobsøgningsprocessen. Mentorerne i kommunen er personer med erfaring fra erhvervslivet og med særlig indsigt i jobsøgning. Mentorerne har ikke nødvendigvis indsigt i de processer og regler, som Jobcentret opererer efter, for den jobsøgende har stadig den sædvanlige kontakt til den tilknyttede jobkonsulent. Men ofte har mentoren lidt bedre tid til at gå i dybden med samtalen om næste jobvalg, den lediges kompetencer og muligheder, udformningen af CV og ansøgning – samt genopbygning af den selvtillid, som mange ledige mister i ledighedsfasen.
Stor tilfredshed med ordningen
Gennem de seneste snart fem år har ca. 100 ledige haft kontakt til en mentor, og 83% af de adspurgte ledige mener, at mentorerne har været gode sparringspartnere i processen med jobafklaring. Efterfølgende er det lykkedes 67% at komme i arbejde igen. ”Det er jo ikke os, der skaffer de ledige et job, for det gør de selv”, fortæller Christian Guldager, der er én af mentorerne, ”men vi hjælper dem med den ekstra styrke der skal til, når man skal kæmpe sig tilbage,” siger han.
”At være ledig er jo hårdt, for det at blive afvist gang på gang – det er ekstremt belastende for alle. Derfor er det vigtigt, at der er en, der har tid til at lytte og tid til at rådgive om jobvalg og jobsøgning,” fortsætter Christian Guldager.
Nu er flere af mentorerne videre i andre opgaver, både i erhvervslivet og i andre frivilligopgaver, hvorfor der nu mangler nogle kompetente og erfarne personer med lyst til at virke som mentorer.
Relevante samtaler
Frivilligcentrets job-mentorer tilbyder gratis individuelle samtaleforløb. Hvert forløb strækker sig over 3-5 samtaler og tilrettelægges sammen med den ledige. Møderne kan fx bruges til:
- Jobsparring – hvilket job ønsker du? Hvorfor? Passer det til dine egenskaber? Mangler du kundskaber?
- Kompetence-sparring – hvordan kan du udvikle nye kompetencer?
- Netværks-sparring – hvordan bruger og udvikler du dit netværk?
- Ansøgninger - hvordan skriver, udformer og afleverer du en ærlig, oprigtig og interesse-skabende ansøgning og hvordan skal dit CV udformes?
- Elevator-talen – hvordan kan du præsentere din forretningside for en potentiel kunde?
- Jobsamtalen – få sparring til at forberede og træne jobsamtalen
- Mentorerne kan også bringe deres eget professionelle netværk i spil og forsøger at parre kontakter med udvalgte ledige.
Samtalerne varer normalt 45 minutter. Man aftaler selv tid og sted for samtalerne, der kan finde sted i Frivilligcenter Rudersdal på Øverødvej 246 i Holte, på Birkerød Bibliotek eller digitalt via fx zoom eller facetime. Samtalerne er fortrolige og alle mentorer har tavshedspligt.
Potentielle mentorer må meget gerne kontakte Frivilligcentret på
Se også
Seneste nyheder