Psykisk Vold er udbredt

Få hjælp til selvhjælp: Psykisk vold den mest udbredte form for partnervold
Af Jan Andersen, Frivilligcenter Rudersdal
Psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold i Danmark – og langt mere hyppig end fysisk vold.
Men selv om psykisk vold har været strafbar siden 2019 får politiet markant færre anmeldelser om psykisk vold end fysisk vold.
Derfor er der brug for oplysning og hjælp til især de mange kvinder, der oplever gentagen følelsesmæssig vold fra en partner eller eks-partner. Psykisk vold har store konsekvenser for offerets liv og rammer kvinder i alle samfundslag.
Derfor tilbyder Frivilligcenter Rudersdal en gratis selvhjælpsgruppe for kvinder, der er eller har været udsat for psykisk vold. Den starter 20. februar 2025 og gruppen mødes seks gange. Selvhjælpsgruppen har været et unikt tilbud i Rudersdal de seneste fem år.
Fuld anonymitet
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd har næsten fire procent af alle kvinder mellem 16 og 64 år været udsat for psykisk partnervold indenfor det seneste år.
”Nogle af kvinderne er nervøse og kigger sig over skulderen. Men så låser vi døren og trækker gardinerne for,” siger Christine Tscherning, der er den ene af to frivillige gruppeledere for selvhjælpsgruppen.
”Vi er to gruppeledere, fordi vi ofte hører nogle heftige historier, og så er det godt at være to til at tackle det,” siger hun.
”Alle deltagere er sikret anonymitet. De bliver ikke registreret, og vi fører ikke journaler eller skriver referater. Vi har tavshedspligt og alt forbliver indenfor de fire vægge,” siger Christine Tscherning.
Ekstremt sårbare ofre
Hun har arbejdet med problematikken i mere end 20 år som psykoterapeut og mentor.
”Hvis en kvinde bliver udsat for psykisk vold, bliver hun ekstremt sårbar. Det kan være, at hun og børnene bliver tvunget til at flytte, måske til en anden landsdel, og hun ryger ud af arbejdsmarkedet,” siger hun.
Ofte er den psykiske vold kombineret med fysisk vold og seksuel vold samt det som defineres som ”økonomisk vold”. Det er når partneren kontrollerer kvinden økonomisk. Skaffer sig adgang til hendes konti og overvåger hendes pengeforbrug.
”Seksualiseret vold og regulære voldtægter er også et tema, som vores deltagere i selvhjælpsgrupperne taler meget om,” siger Christine Tscherning.
Mange af de kvinder, der søger til selvhjælpsgruppen, er kommet ud af de voldelige forhold, men har stadig mange traumer.
Godt råd: ”skriv det ned”
På møderne i selvhjælpsgruppen, der har op til otte deltagere, bliver der også orienteret om lovgivningen og om mulighederne for at anmelde og bevise overgrebene.
”Det er svært at huske bagefter, hvad der skete. Derfor er et godt råd til kvinderne at tage notater og skrive præcist ned, hvad der skete og hvornår. Det kan være et godt redskab for politiet, hvis man vælger at anmelde det,” siger Christine Tscherning.
Det vigtigste redskab for selvhjælpsgruppen er samtalen, hvor kvinderne får mulighed for at fortælle om deres oplevelser: ”Vi skal ikke være psykologer for dem, men ”fødselshjælpere” til at give dem et nyt liv,” siger hun.
Undervejs i møderækken kommer gruppelederne også ind på de forskellige personlighedstyper, som ofte begår psykisk vold. Som sociopater, narcissister og psykopater.
Forsøg med ”omvendt fodlænke”
”Vi taler om relationer og familier og om at sætte grænser. Hvornår mærker man, at en partner har overtrådt ens grænser? Kroppen kan reagere med smerter og stresssymptomer, og så fortæller vi om lovgivningen og det nye forsøg med ”omvendt fodlænke,” fortæller Christine Tscherning.
Den ”omvendte fodlænke” omfatter i forsøget 15 GPS-fodlænker i tre politikredse til mænd, der er dømt for psykisk eller fysisk vold og stalking. Fodlænken alarmerer politiet, hvis den dømte bevæger sig ind i en forbudszone for eksempel i nærheden af offerets arbejdsplads eller hjem.
Forsøget skal evalueres efter tre år.
”Mange af de udsatte kvinder har store ressourcer og gode uddannelser og efterspørger, hvad der skal til, for at de kan komme videre med deres liv. Vores gruppe er hjælp til selvhjælp,” siger Christine Tscherning.
Kvinder udenfor Rudersdal Kommune kan også tilmelde sig selvhjælpsgruppen, der så vidt vides ikke findes i andre kommuner.
Inden selvhjælpsgruppen samles første gang, holder de to gruppeledere en halv times samtale i enrum med hver deltager for at vurdere deres situation:
”Nogle er måske mere i en akutfase, end de selv tror og har derfor akut behov for hjælp for eksempel på et krisecenter eller hos Mødrehjælpen,” siger Christine Tscherning.
Tilmeld dig selvhjælpsgruppen om psykisk vold hos Frivilligcenter Rudersdal
Psykisk vold kan give fængsel op til tre år
Psykisk vold er strafbart med bøde eller fængsel indtil tre år efter straffelovens § 243, som trådte i kraft 1. april 2019.
Der er to definitioner af psykisk vold:
Den juridiske som politiet og anklagemyndigheden arbejder under, og den socialfaglige, som fagprofessionelle, for eksempel krisecentre og socialrådgivere benytter. Den sidste har en bredere definition end den strafbare.
Men fælles for begge definitioner er, at der er tale om ”gentagne handlinger”, som styrer offerets liv.
- 243 gælder psykisk vold mellem ægtefæller, samlevende, forældre, søskende, plejeforældre eller andre personer med tilknytning til offerets husstand, typisk tidligere ægtefæller eller partnere.
Bestemmelsen i straffelovens § 243 lyder: ”Den, som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, herunder ved udøvelse af negativ social kontrol, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.”
Den socialfaglige definition lyder: ”Psykisk vold i nære relationer er gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer. Handlingerne kan ske i affekt eller være planlagte og have til formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes livsudfoldelse”.
Kilder: Retsinformation, Det Kriminalpræventive Råd, Lev Uden Vold.
Fængselsdomme omfatter ofte både fysisk og psykisk vold
Her er eksempler på nogle af de seneste domme for psykisk vold, men hvor der også indgår fysisk vold i sagerne. Det er meget typisk, da kun få straffesager alene handler om psykisk vold.
En 61-årig mand blev ved Retten i Hillerød idømt seks måneders fængsel, som han valgte at modtage, for vold mod hustruen og tre børn. Han blev frifundet for gentagne voldtægter mod hustruen og for psykisk vold mod hende og to af børnene, men blev dømt for psykisk vold mod sin adoptivdatter. Hun blev kaldt ”luder” og svin”.
En 42-årig mand blev ved Retten i Hillerød idømt et års fængsel og udvist i seks år for at have udøvet psykisk vold mod hustruen og tre børn gennem halvandet år og for fysisk vold mod familien gennem fire et halvt år. Men han blev frifundet for gentagne voldtægter mod hustruen. Børnene blev udsat for psykisk vold, da de fik at vide af faren, at de ikke var normale. - I er psykopater og har brug for en psykolog, sagde han blandt andet til de tre børn. I ét tilfælde tvang han sin datter til at spise mad, selv om hun ikke var sulten. Han truede desuden med at sende sin hustru tilbage til Syrien. Et ukendt antal gange forstyrrede manden sin hustrus nattesøvn bevidst ved blandt andet om natten at gå ind på soveværelset, hvor hun sov. Her tændte han lys og bad hende lave forskellige gøremål, hvilket havde til formål at chikanere hende. Retten fandt, at manden ofte sagde til hende, at hun ikke duede til noget, var dum, og at han var flov over at være sammen med hende.
En 25-årig mand fra Nordsjælland blev ved Retten i Glostrup idømt tre års fængsel og en advarsel om udvisning for mishandling, sextortion, psykisk vold, ulovlig tvang og trusler mod sin daværende kæreste. Volden omfattede slag, kvælertag og pisk. Den psykiske vold bestod af stærk social kontrol, hvor hun blev tvunget til konstant at sende ham videoer af sin færden og aflevere sin telefon til kontrol. Han opsatte videoovervågning i lejligheden, så han kunne kontrollere, at hun ikke forlod adressen, som han havde forbudt hende.
En 25-årig mand blev ved Retten i Næstved idømt to og år seks måneders fængsel for grov vold og psykisk vold mod sin gravide kæreste. Han slog, sparkede og trampede på hende. Han truede med at slå hende ihjel og den psykiske vold bestod i, at han kaldte hende for ”grim, ulækker, klam, luder” og lignende for at manipulere hende og skade hendes selvværd. Han styrede også kærestens økonomi og bestemte, hvilke sociale relationer, hun måtte indgå i.
Kilder: Domsudskrifter og Ritzaus Bureau
Lær mere om psykisk vold
Læs mere om psykisk vold på danner.dk: https://danner.dk/psykisk-vold/
Læs mere om forsøgsordningen med ”omvendt fodlænke”, der skal beskyttes ofre for stalking og partnervold: https://danner.dk/nu-faar-vi-omvendt-fodlaenke/
Læs mere om psykisk vold hos Det Kriminalpræventive Råd: https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/psykisk-vold
Fakta-ark om psykisk vold: https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-psykisk-vold
Se også
Seneste nyheder