Skip to main content

Tak for Frivilligfesten

Af Preben Etwil, formand for Frivilligcenter Rudersdal

Jeg vil gerne på Frivilligcenterets vegne takke Rudersdal Kommune for, at de har lavet denne Frivilligfest. Det er en kæmpe anerkendelse til alle frivillige i kommunen. Nu kan vi alle sammen ikke få en pris. Det er heller ikke det afgørende. For dem der nu har fået årets priser, er de allerbedste repræsentanter for ALLE frivillige i hele kommunen.

TILLYKKE med de velfortjente priser til:
Christine Mohr- Kulturprisen (Vedbæk Garden), Kamma Rung-Hansen - Talentprisen (kunst), Josefine Barfod Damgaard - Ungdomslederprisen (Birkegruppen) og Karen Bonnesen - Frivilligprisen (Holte IF, Volley).

De er vores ildsjæle. Dem vi ser op til. Og så har vi selv valgt dem. Det frivillige er det kit, der binder mennesker sammen. Kæmpe til lykke til dem, der i dag har modtaget de fine priser.

Vi der til dagligt færdes i frivillighedssektoren ved godt, at vi er et centralt punkt i civilsamfundet. Det der er knapt så dansk, er, at vi i Frivilligcenteret er så ubeskedne, at vi skilter med det. Men vi skal holdes i gang, og vi skal gødes, hvis vi skal kunne fortsætte vores frivillige arbejde. Der er ingenting der opstår af sig selv – undtagen lommeuld.

Alle frivillige foreninger og organisationer arbejder dagligt stenhårdt på at kunne rekruttere nye ildsjæle, men i lige så høj grad at fastholde, at de gamle ikke brænder ud. Vi må i sandhed erkende, at frivillige lever af lyst og dør af pligt, og kun er med, så længe det er sjovt. Derfor spiller kommunens frivilligpris, så stor en rolle. For når sandheden skal frem, så må vi nok konstatere, at vi frivillige har store hjerter, men tomme lommer.

Så lad os derfor derfor give kommunen en stor hånd, som tak for aftenens arrangement.


Antal visninger 227