Ny donation fra TrygFonden: Seniorfællesskaber øger trivslen og livsglæden blandt Rudersdals ældre
Ældre borgere i Rudersdal skal have glæde af hinandens selskab og undgå at havne i ensomhed. Det er tanken bag de seniorfællesskaber, som Frivilligcenter Rudersdal har etableret med stor succes og tilslutning. En donation fra TrygFonden på 899.044 kr. sikrer, at mange flere ældre i de kommende to år kan blive en del af et seniorfællesskab.
Det begyndte som et forsøg med to seniorfællesskaber for ca. 400 deltagere, og det er blevet en stor succes. Derfor vil Frivilligcenter Rudersdal gerne udvide antallet af deltagere, så endnu flere ældre kan få glæde af det, fortæller Anette F. Helland, projektleder, Frivilligcenter Rudersdal:
- Mange ældre borgere har boet i det samme område i mange år, men de kender ikke nødvendigvis hinanden. Det er en skam, for der er basis for mange hyggelige timer sammen og ikke mindst tryghed, når man kan mødes til en kop kaffe og en snak. I seniorfællesskaberne får de ældre borgere, som føler sig ensomme og mangler et netværk, chancen for at møde hinanden og få glæde af fælles oplevelser, siger Anette F. Helland, og fortsætter: - Med støtten fra TrygFonden kan vi etablere seks nye seniorfællesskaber over de kommende to år for omkring 90 deltagere, og det glæder vi os meget til.
Et samarbejde mellem kommunen, almene boligområder og Ældre Sagen
En undersøgelse viser, at 25 pct. af de ældre i Rudersdal føler sig isolerede fra andre, og 25 pct. har sjældent eller aldrig nogen at tale med. Derfor udviklede Frivilligcenter Rudersdal en metode til at etablere seniorfællesskaber i samarbejde med de almene boligområder i Rudersdal, den boligsociale vicevært i Birkebo, Ældre Sagen i Rudersdal og Rudersdal Kommune samt en lang række frivillige. Deltagerne mødes med hinanden i området, hvor de bor, til kaffehygge og fællessang, og der kommer besøg fra nogle af de lokale foreninger, der fortæller om deres aktiviteter og inviterer deltagerne til at være med. Det har fået trivslen og livskvaliteten til at blomstre, og det betyder noget for de ældre, at de møder kendte ansigter, når de færdes i deres kvarter, og det giver samtidig godt naboskab og tryghed. Derfor er Frivilligcenter Rudersdal undervejs med et idékatalog, så andre kommuner kan blive inspirerede til at etablere lignende sociale fællesskaber andre steder i landet.
Det er TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, der har givet donationen som en del af arbejdet for at give alle muligheden for at være en del af et fællesskab.
- Seniorfællesskaberne er et bevis på, at der er mange ældre, som gerne vil ud at møde andre, men måske ikke ved, hvordan de kommer i gang. Derfor er det livsbekræftende at se, hvordan Frivilligcenter Rudersdal har forvandlet ensomhed til nye bekendtskaber blandt de ældre og givet dem et nyt netværk i deres kvarter. Seniorfællesskaberne er en virkelig god idé, og jeg håber, at det er noget, som kan inspirere til lignende initiativer i andre kommuner, siger Heidi Alsing, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden.
Sådan bliver du en del af et seniorfællesskab
På nuværende tidspunkt er der et seniorfællesskab i Birkerød og der er et mere på vej. I Gl. Holte er der et seniorfællesskab – og så er der flere på vej i Holte. Ønsker du et seniorfællesskab i dit almene boligområde, så hjælper Frivilligcentret det meget gerne på vej.
Du er også meget velkommen til at kontakte Frivilligcentret, hvis du har lyst til at være frivillig i et seniorfællesskab og være med til at skabe hygge om seniorerne.
For yderligere information kontakt:
Anette F. Helland, projektleder, Frivilligcenter Rudersdal, tlf. 2883 4326, mail:
Robert Neimanas, pressechef, TrygFonden, tlf. 93 94 02 05,
Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere på tryghed.dk