Jeg deltager som menneske

debatpanel

Hvordan får vi skabt lokale fællesskaber i Rudersdal, som også inkluderer mennesker, der oplever eller har oplevet psykiske vanskeligheder?

I forbindelse med Rudersdal Folkemøde den 2. september har projekt ”Bro til Hverdagslivet” spurgt, om jeg har lyst til at deltage som borgerrepræsentant i debatten: ”Er der en vej ud af systemet? - Hvordan får vi skabt lokale fællesskaber i Rudersdal, som inkluderer mennesker, der oplever eller har oplevet psykiske vanskeligheder?”

Baggrunden for debatten er at der er flere og flere, der oplever psykiske og sociale vanskeligheder i Rudersdal og resten af Danmark. Derfor er der også flere og flere, der kommer ind i psykiatrien og den psykosociale indsats. Desværre viser det sig også, at ikke nær så mange kommer ud på den anden side, og er blevet i stand til at have en meningsfuld hverdag. Det debatten vil sætte fokus på er, hvordan vi som borgere, kommune, psykiatri og foreningsliv i fællesskab kan bygge bro mellem specialiserede tilbud, f.eks. Rønnebærvej 19 og lokale fællesskaber, som foreninger, klubber osv.

Jeg har valgt at deltage på baggrund af mine egne erfaringer med ønsket om at være del af fællesskaber uden for systemet. Personligt har jeg oplevet op- og nedture med det, for selvom det er interessen og ikke en diagnose, der giver adgang til disse fællesskaber, kan det være svært ikke at føle sig udenfor. Noget af det jeg har oplevet er, at det er svært, fordi det kræver overskud, både rent menneskeligt, men f.eks. også økonomisk, hvilket er svært at stille op med, når man står i en svær livssituation. Men samtidig kan det også opleves som et stort frirum at deltage uden det sikkerhedsnet, som de specialiserede tilbud indeholder, fordi det giver muligheden for at deltage som menneske og ikke som et ”menneske med en diagnose”. Selvfølgelig er verdenen ikke så sort og hvid som beskrevet her, det er derfor, vi har brug for at tage debatten, så vi sammen kan finde nye veje til at skabe meningsfulde og indholdsrige fællesskaber med plads til alle.

Heldigvis skal jeg ikke sidde og debattere det med mig selv, der er også andre, som har en holdning til temaet:

  • Birgitte Schjerning Povlsen: Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal
  • Charlotte Aagaard: Centerchef for Særlig Social Indsats og kronik-forfatter
  • Merete Elleboe: Pårørende og repræsentant for frivilligforeninger (SIND) Morten Hansen”

Jeg håber, I vil komme og være med til Folkemødedagen d. 02/09 kl. 10-16 på Havarthigaarden.

Med Venlig hilsen

Morten Hansen

Morten Hansen